Basisforsikring mod stormfald

Et tilbud til skovejere

De Danske Skovdyrkerforeninger udbyder stormfaldsforsikringen i samarbejde med Codan Forsikring A/S. Forsikringen kan tegnes af private skovejere - og det er ikke en forudsætning at man er medlem af en skovdyrkerforening. Basisforsikringen mod stormfald er etableret i forlængelse af de store orkanskader i vinteren 1999/2000. Ordningen er speciel, idet den fungerer som en nødvendig adgangsbillet, hvis man ønsker tilskud til oprydning og gentilplantning efter stormfald.

Tegning

Pga. forsikringens sammenkædning med tilskudsordningen gælder der specielle tegningsregler - som er fastsat af Staten. Ordningen kan kun tegnes i forbindelse med ejerskifte eller etablering af hel ny skov. Ved ejerskifte skal den nye ejer tilmelde sig inden for 6 måneder. Ved nyplantning på mark skal forsikring tegnes inden træerne er 5 år. Ved afbrydelser i forsikringsdækningen fortabes muligheden for senere at opnå tilskud. Begæring sker ved udfyldelse af et særskilt tegningsskema, som rekvireres hos den lokale Skovdyrkerforening, der også bistår med yderligere rådgivning.

Dækning

Dækningsforholdene er også specielle. Der foreligger kun en forsikringsskade, hvis det nationale Stormråd erklærer, at der er tale om et 'nationalt eller regionalt stormfald'. Både dækningsforholdene og Stormrådets rolle er parallelle til forholdene omkring stormflod. Man kan altså godt, som enkeltstående skovejer, være forsikret og blive ramt af stormfald uden at forsikringen dækker - men i tilfælde af 'større katastrofer' findes altså et beredskab, som man betaler for at være en del af. Udbetalingen fra forsikringen er et fast beløb på 3.000 kr/ha - men dertil kommer værdien af adgangen til tilskuddet, som har udgjort op til 45.000 kr. pr. ha ved det seneste stormfald. For mange har dette tilskud været en væsentlig forudsætning for, at skoven er blevet genrejst.

Præmier

De faste, årlige arealpræmier er:

Driftsklasse

Præmie

Løv

5,00 kr./ha

Nål, herunder juletræer og pyntegrønt

27,50 kr./ha

Administration

110,00 kr./
forsikring

 

Fx koster forsikringen for en skov på 25 ha, heraf 10 ha nål, 12 ha løv og 3 ha pyntegrønt 527,50 kr. pr. år.

Dertil kommer en statsafgift på p.t. 1,1%.

Stormfald - Forsikringsbetingelser kan læses her

fileadmin/user_upload/DA-anden/Stormfald_Forsikringsbetingelser_2010.pdf