Danmarks træer og buske
20. september 2002
Anmeldelse af 'Danmarks træer og buske'
Bogen 'Danmarks træer og buske' kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for skov, plantning og natur. Forfatterne er den pensionerede skovrider Henrik Staun sammen med naturskovseksperten Peter Friis Møller fra Danmarks Geologiske Undersøgelser. Den er udgivet på Politikens Forlag i 2001 og koster ca. 269 kr.
Den erstatter på mange måder Helge Vedels ellers udmærkede bog fra 1968, 'Træer og buske i skov og hegn', som stadig er i handelen. Men den er langt mere omfattende. Både hvad angår antallet af omtalte arter, og hvad angår beskrivelsen af den enkelte art.
Den omhandler alle de almindeligt forekommende eller plantede træer og buske herhjemme – ialt 170 arter. Ud over en grundig omtale af alle de kendte træer og buske, er der en beskrivelse af arter som f.eks. slåen, kræge, benved, vrietorn, kvalkved, tørst, kristtorn, mistelten og mange flere. 13 forskellige arter af rose beskrives. Man har helt undladt at være smagsdommer, der er medtaget både 'hjemmehørende' og indførte arter, 'fine' såvel som 'ikke-fine' – alt hvad der trives.
For hver art er der gode farvefotografier, beskrivelser af artens kendetegn, økologi, anvendelse, udnyttelse og naturlig forekomst samt forekomst i Danmark.
Man bemærker med tilfredshed, at ordet 'økologi' her er brugt i sin oprindelige og egentlige betydning: læren om levende organismers forhold til hinanden og deres omgivelser, (og ikke som betegnelsen for en særlig type landbrug).
Den er meget gennemarbejdet med et godt stikordsregister, en god litteraturliste, en nøgle til bestemmelse af arter, som man ikke kender. Desuden er der en række generelle afsnit om forskellige skovtyper, om skovenes historie, om træets udnyttelse, om brændværdi, brudstyrke m.m.
Bogen kan være en god inspirationskilde, når der skal plantes nyt, og den kan være med til at åbne øjnene for alle de naturværdier, vi har i de eksisterende skove og hegn.
Det vil være et standardværk mange år frem.
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger
