Valnøddesnaps
Nemt og godt
Jeg laver valnøddesnaps hver sommer, dels fordi det smager godt, dels fordi det er så nemt at lave.
Nødderne skal plukkes mens de er bløde – altså inden nøddeskallen under det grønne yderlag er blevet hårdt – jeg plukker dem midt i juli, men det kan sagtens vente til først i august.
Jeg tager et henkogningsglas – ca. ¾ l og fylder det op med grønne valnødder. De skal rengøres under en vandhane inden de kommes i glasset. Er der en nød med en brun plet skærer jeg den af med en kniv. Nødderne kan med fordel flækkes – jeg forestiller mig at smagen lettere trækkes ud når de er flækkede.
Derefter dækkes valnødderne med vodka eller brøndumsnaps (alkohol uden smag)
Det hele sættes derefter ind i et skab og står til Jul, hvor det filtreres gennem et kaffefilter og kommes på flaske. Snapsen har nu taget farve fra nødderne og er brunlig.

Husk at skrive uden på flaske og henkogningsglas, enten glemmer man selv hvad man laver/har eller også kan et andet familiemedlem måske få det indtryk at "det er da bare nogle gamle valnødder der står der – ud med dem!"
Snapsen smager ikke godt nu – den er for skarp. Lad den stå i flere år, men du kan godt smage på den undervejs. Bedst er den efter 10 år, hvor smagen kan blive noget i retning af vellagret portvin – bare stærkere . Det er selvfølgelig længe at vente, men så må du starte med så meget mere de første år – når først de 10 år er gået er man jo inde i en fast rotation.
Nogen bruger den som essens – lidt i bunden af et snapseglas og så spæde op med brøndumsnaps, andre foretrækker den ufortyndet.
Frands Fraas Nielsen, skovrider


