Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Sæsonen for juletræer og pyntegrønt 2009

Juletræ- og pyntegrønt sæsonen 2009 er overstået. Drevet af en forventning om mangel på træer i markedet blev juletræerne igen fulgt af prisstigninger.  Som noget nyt gennemgik grøntet i 2009 et tiltrængt prisløft, for første gang i en længere periode. Her følger en vurdering af sæsonen, som var den første hvor alle syv skovdyrkerforeninger havde fælles afsætning gennem Green Product…  

Juletræerne blev udsolgt

Helt kort kan sæsonen 2009 betegnes som en god sæson for juletræsproducenterne. Fra årets begyndelse var markedet præget af en forventning om mangel på træer, men til slut viste udbudet som helhed sig at modsvare markedets efterspørgsel.

Der var solid efterspørgsel af større standard træer, mens det krævede mere benarbejde at finde kunden til prisen for de store primatræer. Opkøberne var naturligt forsigtige ved at binde kapital i disse træer, på grund af risikoen for manglende afsætning i detailmarkedet. De ringeste træer, havde den mindste efterspørgsel. Dette kan tyde på - måske logisk - at markedets prisfølsomhed var størst, for træer med fejl og defekter.  

Kogler gav bedre priser på grøntet

Det var den omfattende koglesætning, som tog toppen af udbuddet og i betydelig grad medvirkede til bedre priser på klippegrøntet. I år begyndte klipningen sent, da der på grund af koglesætningen, ikke blev klippet fra lift i sædvanligt omfang. Det blev derfor en forholdsvis kort sæson.

Sammenlignet med forrige sæson, kan de fleste producenter være rimeligt tilfredse med den overståede sæson, hvor mange yngre bevoksninger blev klippet i bund. Omend mange ældre bevoksninger overhovedet ikke blev klippet.

Enkelte producenter, henvendte sig i slutningen af sæsonen, for at få hjælp til afsætningen, da aftaler med egne kunder havde svigtet i sidste øjeblik. Green Product havde held til at afsætte en stor del af dette grønt til det hollandske marked. Det sene marked er svingende og afsætningen til Holland er riskabel, hvis der klippes udisponeret grønt til jorden.

Netop det hollandske marked var årsagen til, at mange producenter forrige år brændte inde med endda meget store mængder klippet grønt. Langt de fleste seriøse eksportører valgte derfor at stoppe nedklipningen tidligere i 2009, belært af erfaringer fra 2008.  

Et lavt niveau af reklamationer på træer

Der har i sæsonen været et lavt niveau af reklamationer på juletræer solgt gennem Green Product, mens markedet som helhed synes at have haft lidt flere reklamationer end forrige år. På baggrund af prissætningen, var forventningen, at der ville opstå flere reklamationer, fordi opkøberne ville være ekstra kritiske. Det generelle indtryk er da også, at mange kunder har været både kritiske og selektive i deres opkøb, særligt ved køb af de større primatræer. Korrekt oparbejdning såvel som enighed markeringslinjen er utrolig vigtigt for at undgå reklamationer.

Med de høje priser som træerne sælges til, forventer opkøberne naturligvis, at varen er i orden - og det skal den også være. Desuden indebærer opkøb af dyre træer en større kapitalrisiko og det bliver hurtigt dyrt for detailhandlen, at brænde inde med et parti træer. 

Opkøberne er nogenlunde tilfredse

De udenlandske opkøbere melder overvejende om udsolgt, selvom enkelte kunder kan berette om mindre restlagre og nogle stadepladsforhandlere har udtrykt skuffelse over detailsalget umiddelbart inden jul. Bedømt generelt, så er vurderingen for grossist og detailledet dog, at sæsonen har været udemærket. Dette års højere priser i producentleddet, slog dog ikke fuldt ud igennem i detailmarkedet, og på trods af en større omsætning, melder opkøberne derfor, om et fald i indtjeningen i forhold til 2008.    

Sammenfatning

Helt kort kan sæsonen sammenfattes som en god sæson for både juletræs- og pyntegrønt producenter, med god afsætning for begge produkter og for juletræerne - med prisstigninger for femte år i træk på juletræerne.

Set mod tidligere sæsoner kan juletræssæsonen 2009 - set gennem branchens samlede briller, placeres midt mellem 2008 der var en super sæson, og 2007 der var en relativ dårlig sæson, fordi vores udenlandske kunder brændte inde med store restlagre.

Næste sæson - juletræerne

Vi er allerede begyndt på næste sæson og flere end sædvanligt taler om nordmannsgran. Rygtet om gode priser har for alvor spredt sig og der plantes lidt mere end tidligere. I hvilket omfang dette kommer til at påvirke markedet fremadrettet er selvfølgelig uvist. Men som producent bør man være opmærksom på, at branchen fremover sandsynligvis vil opleve en øget konkurrence.

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår priserne vender... Nogle mener det vil ske allerede om to - tre år, mens andre mener det vil først vil ske om seks - syv år. Flere har en forventning om, at der allerede fra 2010 vil være en større mængde små træer under 1,5 m i markedet. En risiko er, at et stort udbud af små træer kan skabe et prispres, som kan sprede sig til de større træer.

Næste sæson - pyntegrønt

Den kommende sæson bliver spændende. Ikke alle kunder fik alt det grønt, de kunne aftage i den netop overståede sæson og det er derfor muligt, at flere vil købe lidt mere offensivt ind i den kommende sæson. I denne sammenhæng, skal producenterne selvfølgelig selv bevare roen og ikke klippe for meget udisponeret grønt til jorden - og uhensigtsmæssigt frembringe 'unødvendige' prisfald. 

Det forventes, at yngre og velplejede bevoksninger vil blive klippet i bund i 2010.

Koglesætningen vil formodentlig have større betydning i den kommende sæson. I 2009 var koglerne overvejende at finde på de tre øverste grenkranse. I 2010 vil koglerne findes 'længere nede og længere inde' og vil derfor i endnu større grad være blandt de grenkranse der skal klippes. I de fleste tilfælde forventes sådanne grene usælgelige. Koglerne forventes også at have væsentlig indvirkning på mængden af salgbart grønt, i de kommende sæsoner.

Samtidig er der i efterhånden i en del år, ikke i væsentlig omfang etableret nye nobilis kulturer. Opfordringen er derfor, først og fremmest at pleje de eksisterende unge kulturer - men måske er tiden også moden til at etablere nye? Overvej mulighederne i nobilis, ved at lave en grundig investeringskalkule med din skovfoged.

Redaktøren | RFN

Green Product | JD

   

Medlemsadgang

   

Søg i Dyrkningsaktuelt