Klippegran som juletræ
06. december 2005
Abies lasiocarpa
Klippegran fra det vestlige Nordamerika er den af de nordamerikanske ædelgraner, der har det største udbredelsesområde. Den gror generelt i et koldt og fugtigt klima og tolererer næringsfattige jorde.
Især i starten gror træet langsomt i forhold til andre nordamerikanske abiesarter. Træet er – typisk for steder med megen sne – et slankt træ og kronen er smal, spids og tæt. Ligesom for nobilis kan farven variere fra grønne til blå typer, og som for abiesarter generelt er nålefastheden god.
I USA anvendes træet ikke som juletræ grundet den langsomme vækst. I Sverige og Norge er arten plantet flere steder. I Norge betragtes den som en lovende juletræsart. Den er hårdfør over for vinter- og efterårsfrost men skades til gengæld af forårsnattefrost.
Erfaringer fra bl.a. Polen har vist, at arten er meget udsat og skades relativt meget af almindelig ædelgranlus – sammenlignet med de fleste andre abiesarter.
Skov og Landskab har anlagt forsøg med 26 provenienser, for at kortlægge artens muligheder og forædlingspotentiale. Generelt næres der store forhåbninger om at finde egnet materiale, på grund af artens store udbredelsesområde, der byder på tilpasning til meget forskelligartede vækstforhold.
Foreløbige erfaringer baseret på iagttagelser i planteskolen og en fællesnordisk evaluering (gældende Danmark, Island og Norge) tyder på, at provenienser fra Arizona (Apache N.F.) er de mest juletræsegnede for danske forhold. Disse betragtes som en særlig varietet, Abies lasiocarpa var. arizonica, og kendetegnes ved at have senest udspring og færrest tveger, men til gengæld også flere Skt. Hansskud, færre knopper og internodiegrene end flere andre af de nordligere provenienser.
Ingen af de afprøvede provenienser springer dog ud så sent som de mest anvendte provenienser af nordmannsgran.
Kilder
- Se hovedartiklen 'Juletræer - valg af art og proveniens' (klik).
Lars-Bo Lykke Christensen
Forstassistent


