Juletræsklipper fra Jutek

- Den nye formklipper fra Jutek monteret på portaltraktor

- træ inden formklipning

- træ efter formklipning
Formklipning af juletræer foretages for at få tættere og mere symmetriske træer. Firmaet Jutek - som har specialiseret sig i maskiner til juletræsproduktion - har lanceret en ny maskinelklipper, som kan formklippe træer i en arbejdsgang.
Juletræsklipperen er blandt andet sat sammen af fingerklipperen fra en mejetærsker og et roterende hoved hentet fra en kran. Klipperen er monteret på et armsæt designet til Juteks egne portaltraktorer, men kan tilpasses stortset alle traktorer, blot hydraulikken leverer et passende tryk. Klipperen anbefales til portaltraktorer.
Designet giver mulighed for at justere både klippevinkel og højde. Klippevinklen justeres forud for dagens arbejde, mens højde og diameter kan varieres løbende fra træ til træ. Præstationen vurderes at være op til 6 træer i minuttet ved formklipning af små træer.
Ved maskinel formklipning bør man afveje kvalitet og effektivitet i forhold til manuel formklipning. Ved maskinel formklipning er der risiko for afklipning af topskud og endeknop i øverste krans, særligt hvis knivene skærer i hele træets længde. Dette kan afhjælpes ved montering af en skærm mellem knive og træ, på den øverste del.
Ved formklipning skal der være mindst to vækstsæsoner tilbage, inden træerne sælges, så nye skud har tid til at overvokse det afklippede inden afsætning.
Redaktøren | RFN

