Regulering af topskud
02. juni 2009
Regulering af juletræernes topskud
Det ideelle juletræ har ifølge markedet en grenkransafstand på omkring 40 cm. Uden vækstregulering vil nordmannsgranjuletræer under danske forhold ofte opnå en højdetilvækst på 60 cm. Reduktion af højdetilvæksten øger dermed gennemsnitsprisen i enhver kultur mærkbart.
Der findes to metoder til at regulere træernes højde tilvækst; enten med påsmøring af hormonmidlet Topstar (tidligere Pomoxon) eller ved hjælp af Top-stop tangen.
Topstar
Behandlingen med Topstar kan påbegyndes når træerne har opnået en gennemsnitshøjde på omkring 1 m. I sæsonen bør behandlingen ske når topskuddet er 10-18 cm langt. Midlet påføres almindeligvis med en Easyroller på den øverste 2/3 del af topskuddet. Herefter falder topskud og øverste grenkrans sammen, men vil efter tre-fire dage begynde at rejse sig igen. Det er længden på topskuddet der afgør behandlingstidspunktet - og antallet af behandlingsgange. Det kan blive nødvendigt at behandle kulturen op til 3 gange.
Forslag til Dosering ved anvendelse af Topstar:
- 3 liter vand
- 45 ml Topstar (15 promilles dosering)
- 1½ ml Lisapol (½ promilles dosering) – som klæbemiddel og spredemiddel
- Som farvestof kan benyttes Flügger vandbaseret farvetoner. Grøn farve anbefales. Til 3 liter sprøjtevæske skal der bruges 9 ml farvetoner ( 3 promilles dosering).
Det kan endvidere anbefales at blande uhomogeniseret kærnemælk i som en del af vandmængden, da det virker både som bindemiddel og som base for farvestoffet - derved fremhæves farven endnu tydeligere og det ses lettere hvortil man er nået.
Topstar kan foreløbigt anvendes frem til 2011, hvorefter den nuværende lovgivning gør midlet forbudt i juletræskulturer.
Sikkerhedsforanstaltninger ved brug af Topstar
Vælger man at bruge Topstar, er der en række sikkerhedsforanstaltninger, der skal overholdes. Ved opblanding af Topstar skal der anvendes beskyttelsesdragt uden hætte samt helmaske med A2P3-filter. Hvis midlet udbringes vha. rygsprøjte og sprøjtning over knæhøjde skal der anvendes beskyttelsesdragt med hætte og helmaske med A2P3-filter. Udbringes Topstar med rulleapperat (Easyroller) skal der anvendes overtræksbukser og langskaftede handsker samt ansigtsskærm og halvmaske med A2P2 filter.
Anvendes maske uden luftforsyning må denne maksimalt anvendes 3 timer om dagen, hvorimod maske med luftforsyning må anvendes en hel arbejdsdag.
Du kan læse mere om brug af Topstar i artiklen: Topskudsregulering med Topstar.
Top-stop tangen
Er det mekaniske alternativ til Topstar. Tangen virker ved at den skærer forskudte snit i træets kambie, så safttilførslen reduceres og væksten herved hæmmes. Forsøg har vist at Top-stop tangen reducerer højdetilvæksten med 15-34%. Tangen anvendes bedst i tiden omkring træernes knobbrydning og indtil de nye skud er op til 8 centimeter lange. Dette vil normalt være i perioden fra medio maj til primo juni.
En effektiv anvendelse af tangen kræver det rette håndelag, men dette gælder iøvrigt også ved brug af Easy-rolleren. Når man klemmer med tangen om træets topskud, skal man således kunne mærke i fingrene hvor 'hårdt' der skal klemmes med tangen. En erfaren bruger kan behandle omkring 250 - 350 træer i timen. Med Top-stop tangen undgår man bøvlet med sikkerhedsudstyr og -foranstaltninger, og tangen har desuden følgende fordele:
- Den kan anvendes i alt slags vejr og er modsat Topstar ikke afhængig af tørvejr.
- Alle træer kan behandles i en arbejdsgang modsat Topstar der kan kræve op mod tre gennemgange.
- Behandlingstidspunktet giver samtidig mulighed for at tjekke efter lus (ultimo maj - primo juni)
Tangen er relativ dyr, med en handelspris på ca. 2500,-. Men som en engangsinvestering bliver dens anvendelse hurtigt billigere end anvendelsen af Topstar.
Rasmus Fejer Nielsen
Redaktør Dyrkningsaktuelt - Juletræer



