Efterårsbekæmpelse af ukrudt i nordmannsgran
15. september 2006
Tid til efterårsbekæmpelse af ukrudt i nordmannsgran
I kulturer med salgbare juletræer er det nu ved at være sidste udkald for slåning af højtvokset ukrudt som tidsler og gederams. Dels af hensyn til træernes udvikling, og dels af hensyn til kulturens fremtræden i forbindelse med fremvisning og salg af juletræer. Slåningen kan ofte med fordel kombineres med en efterfølgende kemisk renholdelse, når det slåede spirer frem igen. I salgbare træer bør al sprøjtning foregå afskærmet af hensyn til risikoen for sprøjteskader.
Bredsprøjtning med Round Up
Ved bredsprøjtning over kulturtræer anvendes Round-Up Bio eller tilsvarende. Der må ikke anvendes andre formuleringer såsom Touchdown eller tilsætninger, der giver midlet større indtrængningsevne i bl.a. træernes nåle. Bredsprøjtning med Round Up må kun foretages med en almindelig marksprøjte, og opløst i 300-400 l vand pr. ha. Der må ikke anvendes tågesprøjte, Micron Herbi eller andre CDA-sprøjter - de forstærker også midlets effekt på kulturtræarterne.
I år med normale vækstbetingelser er det muligt at bredsprøjte kulturer med nordmannsgran og rødgran med Round Up fra midten af september. Men IKKE sitkagran og nobilis! Anbefalet dosering er 2-3 ltr/ha. Granernes årsskud skal være afmodnede ellers opstår der sprøjteskader.
I år med megen nedbør i august og lunt vejr i september, fortsætter vækstsæsonen gennem september og derfor bør bredsprøjtning med Round Up vente til et stykke ind i oktober.
Et andet forhold, der kan betinge en senere sprøjtning, er, hvis granerne er overvokset af kraftig ukrudtsvegetation. Overvoksningen medfører, at granernes nåle afmodner sent og kun har et tyndt vokslag, så de ikke egner sig til bredsprøjtning før sent på sæsonen.
Round Up sprøjtning skal udføres i tørvejr med udsigt til fortsat tørvejr 6 timer efter endt sprøjtning.
Round Up bekæmper ukrudt i god vækst. Det er næsten formålsløst at sprøjte ukrudt, der har stået uantastet siden foråret, og som således er afblomstret og har kastet frø. Har man derimod i løbet af juni/juli slået besværligt ukrudt - som tidsler, gederams, gyvel og løvtræopvækst - vil dette være på vej op igen med grønne, uafmodnede nye skud i fuld vækst, som er modtagelige for midlet.
I oktober og indtil den første frost har Round Up en særdeles god virkning på kvikgræs og gyvel ved bredsprøjtning med 2,5-3,0 ltr Round Up/ha. I nogle år er der i slutningen af oktober eller begyndelsen af november fremspiret frø af besværlige arter som storkenæb og burresnerre m.fl. Disse kan bekæmpes med 1-1,5 ltr Round Up/ha. I den følgende vækstsæson vil de rodfæstede ukrudtsplanter være døde, så ukrudtet består af nye spirer fra frø. De nye spirer er lettere at bekæmpe ved forårssprøjtningen end tilfældet er med de rodfæstede planter.
Bruger man Round Up i en årrække vil man i enkelte år opleve sprøjteskader, som dværgskudsdannelse af næste års sideskud - uanset om alle sprøjteforskrifter har været fulgt. Disse sprøjteskader overvokses dog som regel uden problemer. Men det kan ikke anbefales at bredsprøjte med Round Up i kulturer, hvorfra der skal sælges træer i dette eller næste år. I praksis betyder det, at man kun foretager bredsprøjtning indtil kulturen er 1,2 m høj. Besværlige ukrudtarter skulle gerne være under kontrol så sent i kulturens liv.
Ved anvendelse af Round Up til efterårssprøjtning udnytter man, at planterne er i vækst og kan optage midlet, samtidig med at der sker en saftstrøm mod de underjordiske dele, hvor planten deponerer energi og næring for vinteren. Derved får Round Up en særdeles effektiv virkning.
Stødsmøring med Round Up
Bekæmpelse af generende løvtræopvækst gennemføres effektivt ved at nedskære opvæksten i perioden 1. oktober - 1. januar, hvor saftstrømmen er nedadgående. Der skal så inden for ca. 10 minutter, med pensel eller blomsterforstøver, påføres en 50% Round Up opløsning på stubben. Det skal ske så hurtigt, at der stadig er saft på snitfladen, eftersom udtørring giver luft i cellerne, hvilket blokkerer for optagelse af midlet. Metoden kaldes stødsmøring. Der skal imidlertid advares mod metoden, hvis der kan være tale om rodsammenvoksning - det er ofte tilfældet for træer der står nær hinanden.
Rasmus F. Nielsen og LLC


