Efterårssprøjtning
Ukrudtsbekæmpelse i juletræerne i det tidlige efterår mens ukrudtet stadig står friskt og grønt, giver en ren kultur til foråret.
Tidspunkt
Effekten er bedst når ukrudtet stadig vokser. Omvendt skal risikoen for sprøjteskader også indregnes. Granernes årsskud skal være afmodnede ellers opstår der sprøjteskader.
Afhængigt af vejrlig anbefales det, at sprøjte fra ultimo september frem til medio oktober.
Variér tidspunktet efter forholdene
I år med normale vækstbetingelser er det muligt at bredsprøjte kulturer med nordmannsgran og rødgran med Roundup Bio fra midten af september. Men IKKE sitkagran, rødgran og nobilis!
I år med meget nedbør i august og lunt vejr i september, fortsætter vækstsæsonen gennem september og derfor bør sprøjtning vente til et stykke ind i oktober.
Hvis granerne er overvokset af kraftig ukrudtsvegetation, kan dette medføre at granernes nåle afmodner sent og kun har et tyndt vokslag, så de ikke egner sig til bredsprøjtning før sent på sæsonen.
Metode og virkning
Ved anvendelse af Roundup til efterårssprøjtning udnytter man, at planterne er i vækst og kan optage midlet, samtidig med at der sker en saftstrøm mod de underjordiske dele, hvor planten deponerer energi og næring for vinteren. Derved får Round Up en særdeles effektiv virkning.
I oktober og indtil den første frost har Roundup en særdeles god virkning på kvikgræs og gyvel ved bredsprøjtning med 2,5-3,0 ltr Round Up/ha.
I nogle år er der i slutningen af oktober eller begyndelsen af november fremspiret frø af besværlige arter som storkenæb og burresnerre m.fl. Disse kan bekæmpes med 1-1,5 ltr Roundup/ha. I den følgende vækstsæson vil de rodfæstede ukrudtsplanter være døde, så ukrudtet består af nye spirer fra frø. De nye spirer er lettere at bekæmpe ved forårssprøjtningen end tilfældet er med de rodfæstede planter.
Dosering
Bredsprøjtning med 1,5-2,0 l Roundup Bio i 300-400 l vand pr. ha. Bredsprøjtning må kun foretages med en almindelig marksprøjte. Der må ikke anvendes tågesprøjte, Micron Herbi eller andre CDA-sprøjter - de forstærker også midlets effekt på kulturtræarterne.
Sprøjtning skal udføres i tørvejr med udsigt til fortsat tørvejr 6 timer efter endt sprøjtning.
Optimér eftersårssprøjtning med slåning
Roundup bekæmper ukrudt i god vækst. Det er næsten formålsløst at sprøjte ukrudt, der har stået uantastet siden foråret, og som således er afblomstret og har kastet frø. Har man derimod i løbet af juni/juli slået besværligt ukrudt - som tidsler, gederams, gyvel og løvtræopvækst - vil dette være på vej op igen med grønne, uafmodnede nye skud i fuld vækst, som er modtagelige for midlet.
Skader
Bruger man Roundup i en årrække vil man i enkelte år opleve sprøjteskader, som dværgskudsdannelse af næste års sideskud - uanset om alle sprøjteforskrifter har været fulgt. Disse sprøjteskader overvokses dog som regel uden problemer. Men det kan ikke anbefales at bredsprøjte med Roundup i kulturer, hvorfra der skal sælges træer i dette eller næste år. I praksis betyder det, at man kun foretager bredsprøjtning indtil kulturen er 1,2 m høj. Besværlige ukrudtarter skulle gerne være under kontrol så sent i kulturens liv.
16.09.2011

