Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Erfaringer med brug af sprøjtemidler i juletræskulturer

05. november 2008

Erfaringer med brug af sprøjtemidler i juletræskulturer

De nuværende jord- og bladmidler godkendt til kemisk renholdelse i juletræskulturer har en begrænset varighed, og derfor kræver dagens sprøjtestrategi en god planlægning. I det følgende opridses nogle af seneste erfaringer der er gjort med kemisk renholdelse i kulturer med nordmannsgran. DFF er et af de ’nye’ midler der antages at være på markedet i 2009. Med godkendelse af andre midler til den kemiske renholdelse i nordmannsgran, er det sandsynligt, at den nuværende kemiske renholdelse kan ændres.

Ingen af midlerne der p.t. er lovlige, kan alene bekæmpe alle de gængse ukrudtsarter optimalt - og det bedste resultat forventes at kunne opnås ved at kombinere flere midler. Det understreges at resultaterne der nævnes her er foreløbige.

Planlægning 

Om foråret er det afgørende at den kemiske renholdelse foretages umiddelbart inden knopbrydning, så sprøjtemidlets effekt strækker sig længst muligt ind i ukrudtets vækstperiode. Tidspunktet hvor forårssprøjtningen med fordel kan foretages, vil typisk ligge perioden fra ultimo april til primo maj. Det mest oplagte er, at supplere bladmidler anvendt i foråret med et eller flere jordherbicider, for på den måde at øge langtidsvirkning af forårssprøjtningen. Afhængigt af ens temperament til renholdelsen, kan der suppleres med en sommersprøjtning hvor der anvendes et bladherbicid.

Nogle observationer

Logo er et af de mest anvendte sprøjtemidler til renholdelse i juletræskulturer. Logo har i de fleste tilfælde udvist virkning i op til 2 måneder efter at midlet er udbragt. Der synes at være en tendens til at Logo forstærker effekten af andre jordmidler, hvis det udbringes i kombination med disse. Når man anvender tankblandinger med flere midler bør man derfor altid være opmærksom på øget risiko for sprøjteskader. Der er endvidere en tendens til at tidligere sprøjteskader forværres når der efterfølgende udbringes Logo. Der opnås gode resultater når Glyphosat udbringes i kombination med Logo og andre jordherbicider. Samtidigt giver denne kombination dog ofte i nogen grad anledning til sprøjteskader, specielt hvis de udbringes i samme tankblanding, men der er stadig en risiko selvom midlerne udbringes adskilt.

Diflufenican (DFF) forventes godkendt til brug i juletræskulturer i 2009, og vurderes at have et væsentligt potentiale til renholdelse i nordmannsgran. DFF har dog vist en tendens til at medføre sprøjteskader i kulturerne, typisk ses disse som hvidlige nåle på de nederste grene. Omfanget af sprøjteskaderne er dog vurderet som acceptable i hovedparten af tilfældene, men der er set enkelte tilfælde af alvorlige sprøjteskader. Udover det vil kræve stor påpasselighed at anvende DFF til renholdelse, vil det formentlig ikke blive anbefalet i de første efter etablering.

Bladherbicidet Titus vurderes også at være et lovende middel til at foretage sommersprøjtninger. Specielt interessant er, at Titus udviser tydelige tegn på, at den generelle renholdelse forbedres når midlet anvendes i en sprøjtestrategi i kombination med Logo eller DFF og Glyphosat. Titus synes attraktivt til sommersprøjtning, da det vurderes mere skånsomt end Logo efter knobbrydning. Titus sammen med Glyphosat alene har dog givet utilstrækkelig effekt på ukrudtsbekæmpelsen i nordmannsgran.

Potentiel sprøjtestrategi

Renholdelsesniveauet opnået ved at udbringe DFF i marts, fulgt op af en behandling med Logo+LogoOil lige inden knopbrydning har ’foreløbigt’ givet fine resultater. En næsten lige så god virkning synes dog, at kunne opnås hvis der anvendes DFF kombineret med Glyphosat. Dette er forhold er interessant, eftersom denne blanding med de nuværende priser vil være billigere end anvendelse af Logo.

Hvorvidt en sprøjtestrategi der kombinerer DFF, Glyphosat og sommersprøjtning med Titus vil være omkostningseffektiv er usikkert – og denne kombination vil nok også afhænge af ens personlige temperament til renholdelse i kulturen.

Erfaringer hvori DFF indgår, er endnu få og stammer fra forsøg på relativt gode jorde - risikoen for sprøjteskader vil være større på lettere jorde, og der opfordres som altid til, at der udvises stor forsigtighed i kulturen for at undgå eventuelle skader. Skovdyrkerforeningen vil holde sig ajour med eventuelle erfaringer der opstår ved brug af DFF og kombinationer af sprøjtemidler.

Kilder

Forskningscenter Flakkebjerg, 2007: Ukrudtsbekæmpelse i juletræer – strategier og screening af jordherbicider. Rapport til Produktionsafgiftsfonden for juletræer og pyntegrønt

Forskningscenter Flakkebjerg, 2008: Upubliceret forsøgsdata

Rasmus F. Nielsen
Redaktør Dyrkningsaktuelt - Juletræer

   

Redaktør

Juletræer og klippegrønt

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller Dyrkningsaktuelt for juletræer og klippegrønt, så kan du kontakte:

   

Find vores lokale skovdyrkere

danmarks kort øst fyn syd østjylland vest midt nord-øst

Klik på kortet eller find den kommune på listen, hvor din skov ligger

   

Søg i Dyrkningsaktuelt