Regler for sprøjtecertifikat og -bevis
20. august 2009
Regler for sprøjtecertifikat og -bevis
Nye regler til sprøjtecertifikat og bevis blev vedtaget d. 23 juni. De nye regler medfører at der fremover skal tages et opfølgningskursus minimum hvert 4. år.
Nyt opfølgningskursus
Kurset skal tages hvert 4. år som supplering til bevis eller certifikat for, at holder brugeren af sprøjtemidler opdateret om ny viden. Kurset har en varighed på ca. 7 timer og kræver ingen eksamen. Kursusbeviset skal opbevares således, at det kan fremvises på foranledning herom.
Gældende overgangsbestemmelser
Har man erhvervet sprøjtebevis før 1995, skal der suppleres med opfølgningskursus inden 1. juli 2010. Er beviset udstedt i perioden 1. juli 1995 til 30. juni 2002, skal man inden 1. juli 2011 gennemføre et opfølgningskursus. For senere erhvervet sprøjtebevis skal det være inden 1. juli 2012.
Regler for personer fra andre EU- eller EØS lande
Personer med erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i andre lande, med hvilke EU har indgået aftale om udøvelse af lovregulerede erhverv, og som anvender plantebeskyttelsesmidler erhvervsmæssigt i Danmark midlertidigt eller lejlighedsvis er undtaget fra kravet om at skulle opnå sprøjtecertifikat eller sprøjtebevis.
Sprøjtebevis- eller sprøjtecertifikat
Enhver, der bruger plantebeskyttelsesmidler erhvervsmæssigt, skal have enten et sprøjtebevis eller et sprøjtecertifikat. Man kan få sprøjtebevis eller -certifikat ved at tage et kursus, som afholdes af bl.a. AMU-centre, landbrugsskoler og skovskoler.
Udfører du bekæmpelse erhvervsmæssigt for andre eller i egen eller en forpagtet bedrift, kræves sprøjtecertifikat. Det samme gælder for ansatte, der erhvervsmæssigt udfører bekæmpelse. Kursus i sprøjtecertifikat er på 74 timer og omfatter lovgivning og sprøjtekendskab m.v.
Har du etableret dig i egen eller forpagtet bedrift før 1991 eller er du ansat og udfører bekæmpelse mindre end fire timer årligt, kræves kun et sprøjtebevis. Det samme gælder for personer, der alene udbringer repellenter ved påsmøring. Kursus i sprøjtebevis er mindre omfattende end for certifikatet, det er på min. 12 timer.
Undtagelser for krav om bevis og certifikat
Hvis en elev udfører bekæmpelse under en arbejdsgivers instruktion, og arbejdsgiveren har et bevis eller et certifikat, er det ikke nødvendigt, at eleven også har det. Der findes andre undtagelser, som kan fritage for kravet om sprøjtecertifikat og sprøjtebevis, herunder kurser og undervisningsforløb.
Den fulde lovtekst kan findes på Retsinformation.
Kilder
Retsinformation: www.retsinformation.dk
Miljøstyrelsen: www.mst.dk
Rasmus Fejer Nielsen
Redaktør Dyrkningsaktuelt - Juletræer

