Enkeltbetaling - juletræer og pyntegrønt
Tilplant landbrugsjord med juletræer eller pyntegrønt og få enkeltbetaling?
Tanken lyder besnærende, men er desværre ikke sand… Vi har på det seneste fået nogle henvendelser, fra medlemmer der fejlagtigt har fået opfattelsen, at der nu kan opnås enkeltbetaling til plantning af nordmannsgran eller nobilis på landbrugsjord.
Misforståelsen har bl.a. baggrund i annoncer i landbrugstidsskrifter, hvor FødevareErhverv har reklameret med tilskudsordningen til miljø- og økologiordningen, hvor der kan søges om Miljøbetinget tilskud til juletræer og pyntegrønt (MB).
Om ordningen
Formålet med ordningen er at kompensere jordbrugere for at dyrke arealer beplantet med juletræer og pyntegrønt mere miljøvenligt. MB-tilsagnet gælder for en femårig periode, hvor der ydes et tilskud på 750 kr./ha/år, under forudsætning af en række krav overholdes, bl.a.:
- Arealet skal være drevet i kort omdrift, dvs. maksimum omdriftstid på 10 år efter plantning.
- Begrænset tilførsel af kvælstof.
- Ingen brug af pesticider (dog må der anvendes midler godkendt til økologisk jordbrug).
Tilførsel af kvælstof
Der er to modeller for, hvordan mængden af kvælstof tilføres, hvor der hvert år skal angives om man vil ’nøjes’ med at udbringe 140 kg total kvælstof pr. ha eller 75% af afgrødens N-kvote.
Det betyder, at gødskes der med alm. handelsgødning, så kan der faktisk fortsat anvendes den fulde N-kvote for juletræer eller pyntegrønt på hhv. 75 / 100 kg. N/ha.
Grundet kravet om maksimum 10 års omdriftsalder, har MB-tilsagn ikke den store relevans for dyrkning af pyntegrønt, men kan sagtens have relevans, hvis man vil dyrke sine juletræer uden brug af kemi.
Ovenstående er pt. det eneste tilskud, der kan opnås til juletræer eller pyntegrønt på landbrugsjord – og der er således heller ikke enkeltbetaling til disse arealer, uanset om der er MB-tilsagn.
Kontakt din skovfoged, hvis du er interesseret i at høre mere om MB-tilsagn, eller hvilke andre tilskudsordninger, der kunne have relevans for din ejendom.
Dato: 21.05.2010
Tekst: MVP | Vestjylland
Redaktøren | RFN

