Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Økonomien i nobilis 2011

Dyrkningsaktuelt præsenterer her bedste bud på investeringsøkonomien i nobilis, anno 2011. Baseret på en række standardforudsætninger gives en detaljeret gennemgang af økonomien i nobilis til klippegrønt produktion.

Har du behov for en økonomisk analyse tilpasset produktionen på netop din ejendom, så kontakt din lokale skovfoged i skovdyrkerforeningen og få lavet en model baseret på dine individuelle forudsætninger.

Om modellen

Analysen er baseret på Skovdyrkernes investeringsmodel for nobilis. Der er tale om et tænkt eksempel baseret på virkelige erfaringstal! Der tages forbehold for variation i omkostningsniveau, priser, markedsmæssigeforhold samt individuelle dyrkningsforhold.

Modellens forudsætninger

Modellen forudsætter hvad der betragtes som forholdsvis intensiv pleje. Alle tal er driftsherrebetragtninger og der regnes ikke med eget arbejde.

Tallene i det følgende angives pr. hektar, men afspejles i sammenhæng med en produktion på minimum 2-3 hektar.

Der arbejdes i 2010 priser og en årlig renteudvikling 5% (nominel før-skat kalkulationsrente). Variation i afregningspriser samt omkostninger over tid er ikke indregnet.

Kulturanlæg

Det er vigtigt at vælge en ordentlig proveniens. De gængse anbefalinger er Mølleskoven og C.E. Flensborg - hvor sidsnævnte især anbefales til vestjydske lokaliteter.

Efter forberedende sprøjtning og jordbearbejdning, plantes med markplantemaskine i august/september måned. I eksemplet arbejdes med en planteafstand på 1,55 meter mellem rækker og 1,35 meter i rækken. Med spor på 15% af arealet resulterer det i 4.062 planter pr. hektar. Anlægsåret betegnes i det følgende som år 0.

Nobilis er følsom i kulturstadiet og derfor indregnes et mindre behov for efterbedring i år 2. Omdriften forudsættes at vare 31 år inkl. år 0. 

Rodhalssprøjtning og opsætning af hegn er ikke indregnet i modellen.

Gødskning

Fra år 2 gennemføres punktgødskning med NPK hvert 2. år indtil år 10. Fra det 12. år fortsættes med bredgødskning.

Ønsker du at lære om specifikke anbefalinger til valg af gødning, mængde og tidspunkt - herunder splitgødskning, kan du finde artikler der beskriver dette på Dyrkningsaktuelt under menupunktet bevoksningspleje.

Kemisk renholdelse

I modellen udføres afskærmet sprøjtning med Roundup tre gange i løbet af bevoksningens første otte år. Derudover er afsat til udførsel af en enkelt gang mekanisk rensning med buskrydder i år 8.

Insektbekæmpelse

Hurtig og effektiv bekæmpelse af betydende insektangreb er vigtigt. Eksempelvis ved større forekomster af viklere. I modellen indregnes insektbekæmpelse tre gange fra år 12 og frem. Behovet kan naturligvis variere betydeligt i det enkelte tilfælde.

Bevoksningspleje

Udvikling af en ordentlig klippegrønt bevoksning betinger klipning. I eksemplet regnes med udførsel af reparationsklip i år 4, 6 og 8. Reparationsklip udføres for at muliggøre salg af juletræer, da bevoksningen alligevel skal tyndes.

Derudover foretages opstamning til 1 meter i år 10 og opstamning til 2 meter samt tynding i år 14.

Udbyttefordeling

Salg af juletræer er indregnet i år 8 og 10. Salg af juletræer estimeres til et samlet netto på 21.935 kr pr. hektar.

Flis fra tynding i år 14 og flis ved afdrift er også indregnet. Potentialet i flis vurderes til at kunne yde et netto på 36.000 kr./ha.

Klippegrønt udtages fra år 8 og frem til afdrift. Grønne ungdomsgren produceres fra år 8 til 14. Blågrøn ungdomsgren fra år 12 til 22. Salg af 3/4 mix fra år 22 – 26. Dekomix fra år 26 og frem til afdrift. Mængdemæssigt topper produktionen omkring år 14.

Sortimentsfordelingen af klippegrønt inklusiv mængde i tons pr. hektar er gengivet i nedenstående grafik.

Nøgletal

Baseret på modellens forudsætninger, resulterer den fremhævede dyrkningspraksis i et gennemsnitligt årligt netto på 3.766 kr. før renter og skat. 

De samlede omkostninger i år 0 - etableringsomkostningerne - skønnes til ialt 23.719 kr. Behovet for kapital ved investering i nobilis er forholdsvis stort, og det samlede kapitaltræk når op over 40.000 kr. pr. hektar før likviditetsforløbet bliver positivt. Investeringen går først i plus fra år 13.

Modellens nøgletal fremgår af nedenstående tabel (klik på tabellen for at se den i et større skærmbillede).

Overblik og indsigt

Den økonomiske anskuelse har alene til hensigt, at tilvejebringe et bedre beslutningsgrundlag - ikke at overbevise dig om, at investeringen er en god idé.

Modellen giver mulighed for at analysere nøgletal i en given produktion og forudsætningerne kan justeres til individuelle forhold og produktionsgange.

Med indsigt i din egen produktion, har du mulighed for, at sætte ind med en ekstra indsats, dér hvor det gør størst forskel på bundlinjen. Kontakt din skovfoged hvis du ønsker en gennemgang af din produktion.

Dato: 24.05.2011

Redaktøren | RFN  

Emneord

   

Redaktør

Juletræer og klippegrønt

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller Dyrkningsaktuelt for juletræer og klippegrønt, så kan du kontakte:

   

Find vores lokale skovdyrkere

danmarks kort øst fyn syd østjylland vest midt nord-øst

Klik på kortet eller find den kommune på listen, hvor din skov ligger

   

Søg i Dyrkningsaktuelt