Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Økonomisk overblik

Dyrkningsaktuelt præsenterer her en økonomisk anskuelse for investering og dyrkning af nordmannsgran. Med udgangspunkt i en 'let jord' og baseret en række forudsætninger gives en detaljeret gennemgang af økonomien i nordmannsgran.

Om modellen

Analysen er baseret på Skovdyrkernes investeringsmodel for nordmannsgran. Modellen i det følgende - er et tænkt eksempel - men baseret på virkelige erfaringstal! Der tages forbehold for omkostningsniveau, prisændringer, markedsmæssige forhold samt individuelle dyrkningsforhold.

Har du behov for en økonomisk analyse tilpasset netop din produktion, skal du kontakte din lokale skovfoged i skovdyrkerforeningen.  

Modellens forudsætninger

Eksemplet i det følgende bygger på 1 model hektar – men for at leve op til de viste tal – skal man forestille sig at der er tale om 1 ha ud af en større produktion.

Der arbejdes i 2008 priser og der tages ikke hensyn til, at afregningspriser og omkostninger varierer over tid, en årlig renteudvikling 3% (nominel før-skat kalkulationsrente) er dog indregnet.

Modellen forudsætter hvad der betragtes som forholdsvis intensiv pleje. Alle tal er driftsherrebetragtninger og der regnes ikke med eget arbejde i juletræerne.

Kulturanlæg

I eksemplet plantes på en planteafstand på cirka 1,20 x 1,20 og der indlægges spor på 4 meter for hver sektion á 24 meter. Dette resulterer i 6.250 planter pr. hektar.

Det er muligt at plante tættere og med bredderegulering kan der plantes på 1,1 x 1,1 meter, hvilket giver en mere intensiv udnyttelse af jorden. Anlægsåret betegnes år 0. 

Kulturanlægget antages anlagt med ambrolauri 2/1s, som plantes med markplantemaskine i august/september måned på en let jord og omdriften forudsættes at vare 11 år. 

På gode jorde, vil en omdriftstid på 10 år være realistisk og dygtige producenter bør tilstræbe en omdriftstid på 9 år. 11 år er derfor mest rimeligt på lette jorde og vurderes på denne baggrund som en lettere konservativ omdriftstid.

Principskitse: Opbygning af nordmannsgran kulturanlæg med sektioner á 24 meter.

Gødskning

Punktgødskning gennemføres fra anlægsåret indtil kulturens 5. år. Herefter anvendes maskinel splitgødskning fordelt på 2 omgange i foråret mens bredgødskning indledes fra år 4 og farvegødskning foretages fra år 5.

Kemisk renholdelse

Fra år 1 og frem til år 5 bredsprøjtes kulturen med roundup hvert forår inden knopbrydning. Afskærmet sprøjtning med roundup foretages fra år 4. til år 9 – i de sidste år af omdriften to gange årligt. Med denne tilgang forventes der ikke at være behov for mekanisk vedligeholdelse. Der sprøjtes endvidere med jordmiddel i år 1 til og med år 3.

Man kan også vælge at sprøjte med roundup, i yngre kulturer om efteråret, hvis der vurderes at være et behov for dette.

Insektbekæmpelse

Der foretages hyppige tjek for angreb af lus eller mider. Der iværksættes en hurtig og effektiv bekæmpelse i tilfælde af angreb. I denne model er insektbekæmpelse indregnet fra år 5.

Reparationsklip, formning og anden pleje

Fra år 2 udføres der reparationsklip på alle træer frem til salgsåret. Fuglepinde, topskudsknibning og topskudsregulering anvendes fra år 6 og frem til salgsåret. Der antages udført en gennemgående bundklipning og grundklipning i år 5. Vragskovning og opstamning af træer er indregnet to gange i løbet af den 11-årige omdrift.  

Udbyttefordeling

De første træer udtages til salg i år 6 til og med år 10.

I kulturen antages opnået en udnyttelsesgrad på 70% hvilket regnes for en jævn god udnyttelsesgrad, men med plads til forbedring for dygtige producenter.

Afregningsprisen på nordmannsgran er ikke kun et spørgsmål prisen for træerne - det er også et spørgsmål om udbyttefordelingen i kulturen. En god pris på primatræer vejer mindre fordi der er få af dem - mens en god pris på standard træer omvendt vejer tungere.

I dette eksempel regnes med et gennemsnit (vægtet snitpris) på 103 kr. pr. solgt træ, hvilket svarer til 2008 priser. Modellen er baseret på prisniveauet i 2008 fremfor priserne i 2009 som var meget høje. 

Særligt på bedre jorde, er det en fordel, at tilstræbe en kortere omdrift, med høst af salgbare træer fordelt på - eksempelvis - tre år. Færre høstår reducerer omkostningerne til oparbejdning og en kortere omdrift giver alt andet lige en større værdi i produktionen.

Nedenstående grafik viser et eksempel på udbyttefordeling i en tilfældig kultur. Høsten af træerne ses at strække sig over 5 år. Det bemærkes at andelen af primatræer er størst i år 8 og 9.Dygtige producenter kan med intensiv pleje opnå en større andel af primatræer end vist i eksemplet. 

Grafikken viser et eksempel på den procentvise udbyttefordeling over de enkelte høstår. Farverne illustrerer etiketfarven på mærkede (solgte) træer.

Konklusion

Baseret på modellens forudsætninger, resulterer denne dyrkningspraksis i et gennemsnitligt årligt netto på 14.351 kr. før renter og skat. 

Fordelt på det enkelte træ, svarer dette til et netto på henholdsvis 25 kr. pr. plantet træ eller 36 kr. pr. høstet træ.

De samlede omkostninger i år 0 bliver ialt 40.045 kr, mens produktionsprisen for hvert solgt træ løber op i 67 kr.

Nutidsværdien før skat og med en årlig diskontering på 3%, er på 104.307 kr. Dette er enslydende med en jordværdi på 371.810 kr, som er den maksimale pris, rationelle beslutningstagere vil betale for en hektar jord når den skal dyrkes med nordmannsgran. De nævnte tal fremgår af tabel 1 (klik på tabellen for at se den i et større skærmbillede).

Tabel 1: Resumé for økonomien i nordmannsgran i 11-årig omdrift. Klik på tabellen for at se den i et større skærmbillede.

Udbytte og stamtal ved tilplantning med Nordmannsgran

I nedenstående grafik vises udviklingen i antallet af stående træer samt antallet af høstede træer over tid. I den viste grafik tilplantes ialt 8 hektar med nordmannsgran fordelt over tre år. Der plantes 2 hektar i henholdsvis 2011 og 2012 samt 4 hektar i 2013.

Stamsudviklingen giver overblik og mulighed for at planlægge efter den fremadrettede arbejdsindsats. Af grafikken fremgår det, at det store høstår bliver i 2021.

Lysegrønne søjler viser antallet af stående træer mens mørkegrønne søjler viser antal af høstede træer. Da udbytteprocenten er sat til 70%, udgør den samlede 'højde' fra de mørkegrønne søjler ialt 35.000 træer - svarende til 70% af 50.000 træer. Klik på grafikken for at se den i et større skærmbillede.

Likviditetsforløb

Dyrkning af nordmannsgran er en større investering og giver et stort træk på ens kapital, inden afkastet kommer.

I nedenstående grafik (klik på billedet for at se det i en større udgave) vises likviditetsforløbet for tilplantning af 8 hektar over tre år. Det ses at kapitaltrækket når op over 800.000 kr., inden der kommer et afkast og investeringen går først i plus i år 2021. Det er godt at vide, inden man investerer!

Løbende og akkumuleret likviditetsforløb i nordmannsgran før og efter skat. Bemærk det store negative udslag - inden investeringen begynder at give et afkast. Klik på billedet for at se grafikken i et større skærmbillede.

Overblik og indsigt i din produktion

Modellen giver mulighed for at analysere en lang række nøgletal og forudsætningerne kan justeres og tilpasses individuelle forhold og produktionstilgange.

Baseret på dine forudsætninger, kan du få gennemgået din produktion sammen med en af Skovdyrkerforeningens skovfogeder. Den økonomiske anskuelse har alene til hensigt, at tilvejebringe et bedre beslutningsgrundlag - ikke at overbevise dig om, at investeringen er en god idé.

Med indsigt i din egen produktion, har du mulighed for, at sætte ind med en ekstra indsats, dér hvor det gør størst forskel på bundlinjen!

Dato: 21.05.2010

Redaktøren | RFN

 

 

Emneord

   

Redaktør

Juletræer og klippegrønt

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller Dyrkningsaktuelt for juletræer og klippegrønt, så kan du kontakte:

   

Find vores lokale skovdyrkere

danmarks kort øst fyn syd østjylland vest midt nord-øst

Klik på kortet eller find den kommune på listen, hvor din skov ligger

   

Søg i Dyrkningsaktuelt