Eksport til Rusland
22. december 2007
Kan man sælge Juletræer i Rusland?
Det er jul - og Skovdyrkerforeningerne står igen for en betydelig del af dansk juletræproduktion og -salg. Hovedmarkedet er traditionelt Tyskland, men der eksporteres træer til en lang række andre lande i Europa - således er også England, Østrig, Schweiz, Sverige, Norge, Frankrig vigtige markeder.
I de allerseneste år er de nye lande i Østeuropa ved at komme med. Der er gang i økonomien og den nye, købestærke middelklasse er også potentielle kunder til danske juletræer
Hvad så med Rusland - et næsten-naboland med en befolkning på 145 millioner, og med et klima, hvor dyrkning af Nordmanns-gran er umulig?
Ja – Rusland er et nyt og lovende marked for danske juletræer. I nogle år har visse skovdyrkerforeninger i samarbejde en stor dansk eksportør solgt en del juletræer til Rusland – men vi vil gerne tættere på forbrugerne.
Handelsdelegation med H.K.H Prins Joachim
Så da vi blev inviteret til at deltage som en lille brik i en større handelsdelegation bestående af førende danske virksomheder under Hans kongelige Højhed Prins Joachims ledelse, sagde vi straks ja tak. Fra Skovdyrkerforeningerne deltog skovrider Jesper Just Nielsen, Skovdyrkerforeningen Vejle. Der deltog kun én anden eksportør af træer samt Henrik Mainz fra Juletræsdyrkerforeningen.
Ambassaden havde lavet et godt forarbejde og det blev et spændende arrangement med foredrag om juletræets historie ved H.K.H. Prins Joachim (!), foredrag om produktion af juletræer ved Henrik Mainz og derefter frokost i Residensen hos Ambassadør Frandsen og frue sammen med de potentielle kunder.
Interessen for vores juletræer er stor, så selvom det efterfølgende har vist sig at være ganske besværligt at gennemføre handlerne, så er det et interessant marked. Skovdyrkerforneingerne deltog under vort eksportvaremærke
Eurogreen - et samarbejdstiltag mellem Skovdyrkerforeningen Vejle og Skovdyrkerforeningen Vestjylland.
Om aftenen oplevede vi et internationalt militærtattoo med bl.a. den danske livgarde på den røde plads foran Basil Katedralen og Kremls røde mure. Afsluttende med Amazing Grace samt den russiske nationalmelodi udsat for sækkepiber og et sandt festfyrværkeri over Basil Katedralen.
En interessant og mindeværdi tur med godt perspektiv for fremtidig afsætning, konkluderer Jesper Just Nielsen.
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger



