Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Sæsonen for juletræer 2010

Markedet er støvsuget for træer – alt er udsolgt. Sneen har drillet alle steder, men mest på Bornholm og mellem Randers og Mariager.  

En sæson præget af sne

Den 22. november kom den første sne og det skabte problemer i større eller mindre omfang. Alle steder betød det problemer med at få lastbiler ud på de små veje til svært fremkommelige læssepladser. Derfor blev mange paller flyttet til mere centrale samlepladser.

Mange medlemmer var behjælpelige – det er vi taknemmelige for. Det er med til at Skovdyrkerne og Green Product er vellidt i markedet og respekteret for at opfylde indgåede kontrakter.

I Midtjylland var de fleste træer skovet og nettet inden sneen kom. De fleste andre steder var situationen som i Østjylland med 10-15.000 træer, som endnu ikke var oparbejdet inden sneen skabte problemer med den sidste oparbejdning og udslæbning af træer på pallerne.

Særligt store udfordringer var der på Bornholm og mellem Randers og Mariager. Træerne til de sidste leverancer stod stadig op da sneen kom – og den kom i store mængder. Helt op til 80 cm. At skove, udslæbe og nette træer under disse forhold er ikke for tøsedrenge.

Oparbejdning i 80 cm sne

Juletræsproducent Steffen Jørgensen fra Bornholm fortæller: ” Vi fik over 80 cm sne og der var fygning, så enkelte steder var der mere. Jeg havde en bevoksning med 2.000 træer, som vi lige havde skovet og slæbt ud. De blev helt dækket af sne og vi måtte grave træerne fri med sneskovle. Vi er helt sikre på, at vi finder nogle træer, når det bliver forår, men vi har fået de fleste ud. Vi kunne levere, men leverancerne blev noget forsinkede. Prisen for netning og palletering tør jeg slet ikke tænke på – det bliver nok 60 kr/træ incl. normal fældning.”

I Nordøstjylland blev læsning af de sidste træer hjulpet af en enkelt nats tø- og regnvejr - natten mellem fredag den 10. og lørdag den 11. december. Der blev fundet træer, som var glemt under sneen - men som alligevel nåede med ved hjælp af en ”opsamlingsbil”. Skovfogedens og entreprenørens gode samarbejde og opfindsomhed gjorde det muligt at bjærge ”snekulturerne”.

I Østjylland gav frosten anledning til andre udfordringer. De frosne træer skulle behandles med stor forsigtighed under palleteringen – frosne grene har risiko for at knække som glas når de bliver udsat for tryk.

Det har også kunnet konstateres at forkortede topskud (med topstop-tang) er mere udsat for at knække i frostvejr end kemisk stoppede toppe.  

Markedet

Hele landet melder udsolgt. Alle skovfogeder fortæller om ros for afsætningen fra medlemmerne.  

Med status 'udsolgt' hos alle foreninger og flotte priser er Green Product Direktør Jens Dalgas også i godt humør. Priserne har været konstante gennem hele sæsonen og det er vurderingen at Skovdyrkerne har ramt prisen både til kunderne og producenterne siden sommerferien.

Bedst er afsætningen gået for de store træer, der igen i år har haft betydelige prisstigninger. Små træer under 1,25 m er solgt til fornuftige priser, men det er en varegruppe, der er under prispres fra producenter i Tyskland, Belgien og Frankrig. Særlig er presset er prisen i Frankrig. Den overordnede vurdering er, at træer af høj kvalitet er nemme at sælge, især over 1,75 m.    

Synergi i Green Product

I år er det anden sæson med alle skovdyrkerforeninger som aktionærer i Green Product. Der er rosende ord til samarbejdet og resultaterne fra de ”nye” foreninger, Vestjylland, Syd og Øst.

Alle foreninger er enige om, at beslutningen om udvidelsen af aktionærkredsen har skabt synergi for alle foreningerne og deres medlemmer. Dette eksportsamarbejde er en direkte følge af Skovdyrkernes koncerndannelse og fælles strategi.

Fra Syd, Vestjylland og Nordøstjylland er der særlig tilfredshed med afsætningen af de mindre træer.

Skovfoged Kenneth Klausen fra Fyn fortæller at han normalt har nogle udisponerede træer stående omkring 1. december – der skal være lidt til efterbestillinger til de gamle kunder. I år har han også haft nogle rester, der er kørt sammen på læssepladsen i Tommerup, men det er slet ikke i det omfang, som tidligere år. Han har dog hjulpet flere faste kunder med nogle paller eller et enkelt læs.  

Økonomi i top

For mange medlemmer og for alle foreninger er handlen og oparbejdning af klippegrønt og juletræer en afgørende økonomisk faktor. Foreningerne er derfor meget fokuserede på at løse opgaven med et godt resultat. Hele efterårshalvåret er optaget af, både at sælge til den bedste pris, til de udenlandske kunder og til at give medlemmerne den bedste pris i et marked præget af stærk konkurrence.

Flere steder i landet vurderer skovfogederne at medlemmer, der har valgt at sælge deres træer til en alternativ aftager, i den sidste ende får for lidt for kulturen. Her efterfølgende kan man se, at der er efterladt f.eks. små træer, der burde fældes, eller lavkvalitetstræer, der ikke opnår så høj en pris i markedet.  

Fremtiden

Mange udtaler sig om det fremtidige marked. Hvad får jeg for træerne til næste år? Skal jeg plante igen? Skal jeg udvide min produktion? Ja – der er mange spørgsmål.

Skovdyrkernes vurdering er, at der vil være god efterspørgsel og priser de næste 2-4 år. Vi ser ingen udfordringer for gode træer over 1,75 m. For at producere dette produkt skal der ske en intensiv pasning af træerne fra de er små 1 m høje. Kun ved at være intensiv med pasningen opnår du at distancere dig fra vore udenlandske konkurrenter, der ikke har den samme knowhow og tradition for pasning.

Vi vurderer, at der på sigt vil komme flere træer på markedet, men at det massive salg af småtræer fra Tyskland, Belgien og Frankrig udskyder tidspunktet for stigende udbud af store kvalitetstræer.

Med de nuværende priser er juletræer den bedste afgrøde du kan have på din mark, og det vil det være også de kommende år. Vores vurdering er at med fremtidige priser, der ligger over 75 kr/træ i gennemsnit er det stadig en glimrende forretning at dyrke juletræer. Producenterne ved at deres afregningspriser ligger væsentligt over i år.    

FFN | FYN

RFN | Redaktør

   

Redaktør

Juletræer og klippegrønt

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller Dyrkningsaktuelt for juletræer og klippegrønt, så kan du kontakte:

   

Find vores lokale skovdyrkere

danmarks kort øst fyn syd østjylland vest midt nord-øst

Klik på kortet eller find den kommune på listen, hvor din skov ligger

   

Søg i Dyrkningsaktuelt