Sæsonen for pyntegrønt 2010
Det har været en god sæson for afsætning af klippegrønt – alt blev udsolgt, selvom sneen drillede sidst på sæsonen.
Klippegrønt
Markedet er vendt og der er nu god efterspørgsel på nobilis og fortsat god efterspørgsel på nordmannsgran.
Normalt kan der klippes til begyndelsen af december - men det blev der sat en effektiv stopper for den 22. november. Der kom sne og der kom meget. Først sne, så tøvejr som gjorde grenene tunge af is og derefter frost og mere sne. Effekten var en dyne af is og sne over grene og på jorden. Klipningen gik i stå fra den ene dag til den næste i hele Europa.
I Vestjylland og på Fyn lykkedes det at få klippet nogle få læs hvor prisen var god. Men oparbejdningen var væsentlig dyrere så afregningsprisen til medlemmerne lå stabilt gennem hele sæsonen.
De hollandske kunder, der normalt får varen omkring 1. december, fik en lang næse og kun en brøkdel af det de kunne ønske sig. Samlet betød det at der i ”sneområderne” mod nord stadig hænger lidt grønt tilbage. Skovfogederne har noteret hvilke ejendomme og de står først for tur til næste år.
Nobilis
I modsætning til situationen for blot tre år siden - hvor der ved sæsonafslutning hang mange tons på træerne - meldes der nu om udsolgt og de fleste kulturer er klippet i bund. Udbuddet er nemlig blevet mindre. Mange ældre bevoksninger som tidligere blev liftklippet, er nu ude af produktion. De er enten skovet i det gunstige marked for nåletræ eller grøntet er ødelagt fordi træerne er vokset sammen.
Fra Skovdyrkerforeningen Nordøst Jylland og Midtjylland er vurderingen også, at de gamle bevoksninger, der blev klippet i oktober 2010 har givet væsentlig mindre grønt ventet som følge af kogleskader fra den omfattende blomstring i 2009.

- Sne, sne, sne og mere sne gjorde det umuligt at klippe pyntegrøntet fra slutningen af november.
Nordmannsgran
På øerne er der mere nordmannsgran end i Jylland. Den enorme efterspørgsel efter juletræer, betyder at næsten ingen bevoksninger, får lov at stå til klip. Det kan ses på mængden, som falder år for år. Alt nordmannsgran som kunne klippes er derfor blevet klippet og solgt.
Nichearter
Mange medlemmer er meget optaget af deres skov og har lyst til at eksperimentere med nichearter. Men sæsonen har været mere problematisk for nichearterne end for nobilis og nordmannsgran.
For nichearterne er fokus ofte ikke på omkostningen for oparbejdning men derimod på salgsprisen. Som også kendetegnes ved at være væsentlig højere - F.eks. 8 kr/kg for cryptomeria og 25 kr/kg for buksbom.
Desværre har flere af vores aftagere i Tyskland selv indset, at det er lønsomt at have produktionen i ”baghaven”.
De kommende år
I de senere år er der ikke plantet nobilis i større omfang og dette vil præge udbuddet i de kommende år. Under de rigtige forudsætninger kan nobilis derfor vise sig at være en fornuftig investering.
Kontakt din lokale skovfoged hvis du ønsker at drøfte kulturanlæg med nobilis på din ejendom.
FFN | FYN
RFN | Redaktør

