Almindelig ædelgranlus er den væsentligste skadevolder på nordmannsgran. Den angriber også en del andre ædelgranarter, mens fx nobilis går fri. Picea-arter som rødgran, hvidgran, omorikagran, blågran m.fl. angribes heller ikke, mens orientalsk gran - der indgår i lusens naturlige livscyklus - angribes. Sidstnævnte art er ikke almindelig i Danmark.

Der er en sammenhæng mellem et højt gødningsniveau og forekomsten af ædelgranlus: Sammenholdt med den almindelige opfattelse, at økologiske plantager sjældent overgødskes, forventes det, at økologisk dyrkede juletræer har færre problemer med ædelgranlus.

Ædelgranlus begunstiges af tørt og varmt vejr, og angreb udvikler sig hurtigst på de luneste steder. Dette kan til en vis grad forebygges med en relativ tæt skærm af andre arter, som giver et køligt og fugtigt miljø.

Endvidere vil mindre, isolerede kulturarealer være en fordel mod spredning af lusene. Enkeltstående angrebne træer bør fældes og fjernes om vinteren, hvor æg og larver ikke kan spredes fra dem.

Bekæmpelse af ædelgranlus kan foretages med en række insektsæbe-, olie- og gelatinepræparater, der er godkendt til formålet. Erfaringerne varierer, og der findes eksempler på, at midlerne kan give svidninger på skud og nåle ved høje temperaturer – eller hvis træerne er stresset af tørke.

Man kan også forebygge ved at skabe gode forhold for lusenes naturlige fjender såsom arter af mariehøns, galmyg, guldøjer, svirrefluer, ørentviste, næbtæger, rovbiller og blødvinger.

Det gøres bla. ved at etablere læhegn og holme af blomstrende og nektargivende buske, træer og urter, der tiltrækker og udgør fødegrundlaget for voksenindividerne af arter som guldøjer og svirrefluer.