Sitkabladlus
21. maj 2008
Sitkabladlus (Elatobium abietinum)
Efter milde vintre kan forekomsten af sitkabladlus (1-2 mm) føre til misfarvning og omfattende nåletab hos primært blågran, hvidgran og sitkagran. Også rødgran angribes, men det fører normalt ikke til afnåling.
Biologi
Sitkabladlusen er 1-2 mm lang, grøn og har røde øjne. Som værtstræer fungerer arter af slægten Picea. I Danmark overvintrer arten fortrinsvis som nymfer og voksne bladlus, mens det i mere kontinentale egne sker som vinteræg. Overvintrende hunner kan formere sig ved temperaturer helt ned til 0 oC. Således starter formeringen ofte i det tidlige forår, hvilket giver lusen et forspring i forhold til dens naturlige fjender – efter milde vintre kan det føre til en meget kraftig formering. Antallet af bladlus kulminerer ultimo maj – primo juni og falder derefter brat.
Til gengæld er vintertemperaturer under –7 oC eller længere perioder med –5 oC dødelige for sitkalusen.
Skader
Sitkabladlusen sidder på nålenes underside og suger på de ældre nåleårgange – som regel på træets mest beskyggede dele. Sugningen gulspætter nålene, hvorefter de visner og falder af. Normalt berører afnålingen ikke årets skud. Afnålingen er især udtalt på nordamerikanske nåletræarter som sitkagran (Picea sitchensis), hvidgran (Picea glauca) og blågran (Picea pungens), mens afnålingen kun sker i mindre grad på rødgran (Picea abies), der antages at være sitkabladlusens oprindelige værtplante. Afnålningen har kun vist sig dødelig for sitkagran på meget mager bund.
For juletræer i blågran er en omfattende afnåling naturligvis fatal – men også forekomsten på sitkagran, der ofte benyttes til læhegn, kan være relevant med hensyn til en evt. naboeffekt på fx en kultur med rødgranjuletræer.
Forebyggelse og bekæmpelse
Der skal sørges for god lystilgang. Endvidere findes der i sitkagran store forskelle i modtagelighed – ved valg af modstandsdygtige planter kan nåletabet reduceres med op til 50 %.
Erfaringer har vist, at de bekæmpes på samme måde og med samme dosering som for alm. ædelgranlus - med midler, der lovligt må bruges. For tiden er Cyperb 100 godkendt til 'bladlus og granlus', hvilket kan tolkes rimeligt bredt.
Kilde
- Roulund, H., Harding, S. og Ravn, H.P., 2005. Sitkabladlus i gran, Skov & Landskab. Pynte-grønt videnblad nr. 5.5-22, maj 2005.
Lars-Bo Lykke Christensen
Forstassistent



