Ulden ædelgranlus
21. maj 2008
Ulden ædelgranlus (Mindarus abietinus)
Arten kaldes også grøn ædelgranlus. Lusene har en kropslængde på op til 2 mm og kan minde om en gulgrønne bladlus med et vokslag, der giver dem et blåligt skær. Især kendetegnes lusene ved deres kraftige produktion af voks og ekskrementdråber (honningdug), samt ved at sugningen forårsager vridning af nålene, så de hvide undersider bliver synlige. Den kraftige produktion af voks og honningdug giver blåhvide, vat-agtige belægninger ved nålebasis på skudakserne og kan føre til en tilklistring af af skuddene. Kraftig sugning på topskuddet kan desuden give sår og medføre svækkelser, hvor topskuddet kan knække i blæst.
Biologi
Arten angriber mange ædelgranarter (Abies sp.) - her i landet ses den især på almindelig ædelgran og nordmannsgran, mens nobilis går fri.
- De typisk blåhvide, vatagtige voksbelægninger ved nålebasis.
Ulden ædelgranlus overvintrer som æg. I maj-juni gennemgår den 3-4 generationer, som starter med en første generation af stammødre, der er ophav til de nymfer, der som bladlus vandrer omkring og suger på skudene. Nogle af nymferne udvikler sig til voksne individer med vinger, der kan sprede sig til nye træer. 3. generation består af hanner og hunner, der er lidt mindre end de øvrige. Efter parring lægger hunnerne i slutningen af juni 4-9 vinteræg, hvorefter artens aktive periode er slut for det indeværende år.
Skader
Bladlusene af 2. generation sidder som regel og foretager sin sugning på skudaksen ved nålebasis. Sugningen bevirker en vridning af nålene, så de hvide striber på nålenes undersider bliver synlige. Ved kraftige angreb kan det føre til tab af nåle, revner i barken, misfarvning og udtørring af årsskuddet – samt at dele evt. knækker af i blæst.
Dertil bevirker den store mængde honnigdug, som lusene udskiller, en tilklistring og evt. sortfarvning af skuddene.
Bekæmpelse
Erfaringer har vist, at de bekæmpes på samme måde og med samme dosering som for alm. ædelgranlus - med midler, der lovligt må bruges. For tiden er Cyperb 100 godkendt til 'bladlus og granlus', hvilket kan tolkes rimeligt bredt.
Endvidere oplyses det, at æggene ikke dræbes med pyrethroider, og at problemer med ulden ædelgranlus netop er forekommet på steder, hvor man i stedet for forårssprøjtning har gennemført sprøjtning mod almindelig ædelgranlus i efteråret.
Naturlige fjender
Ulden ædelgranlus efterstræbes af bl.a. svirrefluer, mariehøns, guldøjer og blødvinger.
Kilde
Nielsen, C., Harding, S. og Ravn, H.P., 2006. Ulden ædelgranlus – lejlighedsvist skadedyr i nordmannsgran, Skov & Landskab. Pyntegrønt videnblad nr. 5.5-24, juni 2006.
Lars-Bo Lykke Christensen
Forstassistent
