Langt den alvorligste sygdom på rødgran er rodfordærversvampen eller "trametes" (Heterobasidion annosum (tidl. Fomes annosus)), en svamp som forårsager råd i rodsystemet og i de nederste dele af stammerne.

Rodfordærversvampen er almindelig overalt, men den gør vel nok mest skade i hedeplantagerne, hvor det ikke er usædvanligt, at over halvdelen af træerne i ældre bevoksninger er angrebet. Da de angrebne dele skal skæres fra, inden stammerne kan bruges til tømmer, lider man et betydeligt økonomisk tab ved angrebet. Rodfordærverangrebene svækker også rodsystemerne, og hårdt angrebne bevoksninger falder lettere i storm end svagt angrebne bevoksninger.

Rodfordærveren kan ikke leve i jord, men breder sig ved, at svampens sporer spirer på friske stød. Svampen gennemvokser støddet og vokser ud i rødderne og gennem rodsammenvoksninger og rodkontakter breder den sig til nabotræerne. Ved normal planteafstand tager det i unge bevoksninger en 4–5 år at vandre fra et stød til et nabotræ. Smittefaren er på grund af mindre sporesprednlng mindst ved hugst i januar-februar.

Svampen kan leve i mangfoldige år i gamle stød, og det er derfor usikkert om man med held kan bekæmpe rodfordærveren, hvor den har vundet indpas i større omfang. Derimod kan rodfordærveren bekæmpes i bevoksninger af 1. generations gran, når man ikke ved tidligere hugster har fået den i ind i støddene. I sådanne ikke inficerede 1. generations bevoksninger i gran bør man straks efter fældning smøre de helt friske stød med 20 pct. vandig opløsning af urea, tilsat et farvestof (f.eks. Brillant Blue FeF). Herved opnår man, at støddene bliver koloniserede af andre svampearter, som udkonkurrerer rodfordærversvampen. En sådan forebyggende behandling bør man også udføre ved hugst af juletræer på arealer, hvor svampen endnu ikke har vundet indpas, ligesom man bør behandle støddene, når man fælder ammetræer af lærk, bjergfyr eller andre nåletræer, da man ellers får inficeret bevoksningen i meget ung alder.

Honningsvamp

Honningsvampen er en anden skadevolder på rødgran. Den forekommer navnlig, hvor gran plantes efter løvtræ, som har været inficeret med honningsvamp. Honningsvampen vil sådanne steder ofte slå de unge rødgranplanter ihjel. Man kan i reglen ved at fjerne barken konstatere, om årsagen er honningsvamp. I så fald finder man under barken de hvide, vifteformede, skindagtige mycelier, og i senere stadier af angrebet findes ofte mørkebrune snørebåndslignende strenge af mycelium. I ældre graner forårsager honningsvampen et stammeråd, som er vanskeligt at skelne fra rodfordærverråd, men som sjældent går højt op i stammerne.

Navnlig i de tørre egne af landet kan der med års mellemrum – forekomme "top-død" i rødgran.

Denne viser sig ved, at nålene svækkes og falder af den yderste del af årsskuddene. Der er altid svampe på nålene, men sygdommens egentlige årsag er stadig uklar. Efter nogle års angreb dør træerne.

Når der afbrændes nåletrækvas før plantning, går granplanterne ofte ud på brandpletterne. Dette skyldes en svamp, Rodmorklen, som kun kommer, hvor der har vokset nåletræ. Denne svamp går i øvrigt ikke kun på rødgranplanter, men på mange andre nåletræer. Derfor bør der på kulturpladser, hvor der skal plantes nåletræer, kun brændes bål på de fremtidige spor.

Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:

Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)