Biotopplan - anmeldes inden 1. maj!
Biotopplan – anmeldes inden 1. maj!
Udsætning af fasaner og agerhøns kræver et godkendt kursus og anmeldt biotopplan inden 1. maj.
Bekendtgørelsen der omhandler udsætning af agerhøns, fasaner og gråænder trådte i kraft 1. april 2010. Reglerne betyder at ejendomme der er omfattet af biotopplanskravene skal anmelde en biotopplan til Naturstyrelsen inden 1. maj. Dette gælder også ejendomme som anmeldte biotopplanen sidste år!
Er der ændret i vejledningen siden sidste år?
Der er overraskende nok ikke foretaget forbedringer af den eksisterende vejledning til udarbejdelse af biotopplaner selvom det er tiltrængt. Det eneste nye der meldt ud fra Naturstyrelsen er, at kontrollen af biotopplanerne forventes at foregå tidligere end sidste år som foregik i august måned og formentlig før fasaner og agerhøns udsættes i terrænet.
Hvad gør ejendommen som allerede har biotopplan?
En del ejendomme – 250 stk. - udarbejdede og gennemførte sidste år biotopplaner og anmeldte dem. Her skal biotopplanen anmeldes på ny også selvom der ikke er ændringer i forhold til sidste år. Tiltagene skal selvfølgelig forsat opretholdes. Anmeldelsen er dog en overkommelig proces, hvor der blot skal indsendes kort over biotopplansejendommen, pointark og udfyldt anmeldelses skema.
Hvad gør ejendomme som ikke har anmeldt biotopplan før men nu er omfattet af lovkravene?
Disse ejendomme skal udarbejde, gennemføre og anmelde en biotopplan inden 1. maj. Den udsætningsansvarlige skal ligeledes gennemgå et godkendt kursus om udsætning og fældefangst.
De vigtigste forhold vedr. udsætningsreglerne og krav til biotopplanen beskrives nedenfor. Se hele regelsættet om biotopplaner og anmeldelse på www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Jagt/Udsaetning_og_indfangning/Biotopplaner
Kort om udsætningsreglerne og biotopplaner!
Max. 7 agerhøns eller fasaner pr. ha.
Det maksimale antal agerhøns og/eller fasaner, en ejendom må udsætte er 7 fugle/ha. forudsat, at ejendommen har gennemført og anmeldt en biotopplan. Desuden skal den ansvarlige person for udsætning gennemføre et kursus vedr. udsætning af fuglevildt og fældefangst.
Ejendomme som ikke skal anmelde biotopplan!
På ejendomme under 100 ha må der altid udsættes op til 100 fasaner/agerhøns. Er ejendommen 100 ha. og derover må du altid udsætte 1 fasan/agerhøne pr. ha., uden krav om biotopplan. Har du en skov/natur-ejendom med op til og med 22 ha. landbrugsareal er du heller ikke omfattet af reglerne. Her må du altid udsætte 7 agerhøns eller fasaner pr. ha. Dog skal udsætningen i dette tilfælde anmeldes.
Point for tiltag
For, at sikre mest mulig effekt, variation og spredning af forskellige biotopplejetiltag, værdisættes hvert enkelt tiltag med point. Ejendommen skal score mindst 100 point. Pointsummerne er enten areal- eller længdebaseret, og der er bl.a. fastsat en øvre grænse for, hvor mange point man kan score for hvert tiltag. Eksempelvis giver 1 ha. vildtager 15 point og slåede spor på udyrkede arealer giver 1 point pr. 100 meter.
Primære og alternative tiltag
Det er muligt, at vælge mellem forskellige typer af tiltag. Tiltagene er opdelt i kategorierne, primære tiltag og alternative tiltag. De primære tiltag ligger inden for begrænsningerne i før gældende braklægningsregler (hedder nu udyrkede arealer). De alternative tiltag er f.eks. etablering af søer, slåede spor, vildtagre, remiser mv. på alle andre arealer end udyrkede (brak). Man må frit vælge mellem de primære og alternative tiltag. Det vigtigste er, at opnå 100 point.
Fakta: Ejendomme som ikke behøver en biotopplan:
- På skov- og naturejendomme med op til og med 22 ha landbrugsareal (enkeltbetalingsareal), kan der udsættes op til 7 fasaner/agerhøns pr. ha.
- På ejendomme under 100 ha kan der altid udsættes op til 100 fasaner/agerhøns.
- Ejendomme der er 100 ha. og derover må altid udsætte 1 fasan/agerhøne pr. ha., uden krav om biotopplan.
Der er flere måder, at definere sit biotopplansareal på og her anbefales, at kontakte Skovdyrkerne for nærmere information.
Selvom der ikke er krav om biotopplan i ovenstående tilfælde skal det årligt anmeldes hvis der udsættes mere end 1 agerhøne eller fasan pr. ha.
Fakta: Minimumskrav til indhold i en biotopplan:
- Markblokkort der angiver ejendommens samlede arealer.
- Oversigtskort i 1:10.000 der beskriver og angiver status for planarealerne, bl.a. oversigt for udtagne arealer.
- Beskrivelse af ejendommens fremtidsplaner for udvidelse, beskyttelse, plejetiltag osv. af eksisterende naturelementer.
- En beskrivelse af allerede gennemførte og planlagte biotopforbedringer, såsom placering af brak, etablering af søer, plantning af remiser, anlæg af vildtagre osv.
- Det skal oplyses hvis ejendommen benytter sig af den udvidede mulighed for opsætning af rævefælder (Den gældende 25 m regel mht. placering af fælder ophæves på arealerne der har anmeldt og gennemført en biotopplan).
- Efter anmeldelse og gennemførelse af biotopplanen, skal tiltagene opretholdes i min. 1 år eller indtil en ny plan anmeldes.
- Angivelse af navn og adresse på den person/de personer, der har ansvaret for udsætningen.



