Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Love og regler for terrænpleje

01. november 2009

Love og regler for terrænpleje - en oversigt

Der findes en række love og regler, som kan begrænse terrænplejen på nogle områder – og støtte den på andre områder. Denne artikel beskriver en række af de vigtigste bestemmelser, som du skal være opmærksom på i forbindelse med planlægning og udførelse af terrænplejen. Skovdyrkerforeningen kan rådgive dig om mulighederne og bistå dig ved fx ansøgninger til myndighederne.

Naturbeskyttelsesloven

Ifølge Naturbeskyttelseslovens §3 er en række danske naturtyper beskyttede mod ændringer i tilstanden. Det drejer sig om:

    •    Moser, ferske enge, strandenge, heder, overdrev og sumpskove større 
          end 2.500 m2
    •    Søer over 100 m2.
    •    Vandløb som er udpeget til beskyttelse
    •    Alle stendiger samt visse jorddiger
    •    Klitfredede arealer

Ændringer betyder i denne forbindelse bl.a. tilplantning, dræning, oprensning af søer og gravning af vandhuller. Det kan også være nye måder at pleje arealerne ved fx slåning af græs eller rydning af opvækst. I tvivlstilfælde bør du kontakte kommunen, der også kan dispensere fra Naturbeskyttelsesloven. 
For visse naturtyper gælder i øvrigt en beskyttelseslinie, så der ikke uden tilladelse må nyplantes træer og / eller buske:

Seksplettet køllesværmer

    •    150m langs søer på mindst 3ha og beskyttede vandløb (bundbredde>2m)
    •    100 m fra fortidsminder, ingen jordbehandling indenfor 2 m.
    •    Op til 300 m langs kystlinien.

Skovloven

Størstedelen af Danmarks skovareal er fredskovspligtigt og derved underlagt Skovlovens bestemmelser om bæredygtig skovdrift. Fredskovspligtige arealer skal til stadighed holdes bevoksede med træer, der inden for et rimeligt tidsrum vil danne højstammet skov.
Desuden er naturtyperne, som nævnes i Naturbeskyttelseslovens §3, beskyttede i fredskov – uanset deres størrelse.
Også ydre skovbryn og løvtræer skal bevares ifølge Skovloven. Endelig skal egekrat bevares.

Planloven

Hver kommune skal ifølge Planloven udarbejde en kommuneplan. I kommuneplanen udpeges skovrejsnings områder og områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser. 
Det er således efter Planloven, at du skal søge om tilladelse i kommunen, hvis du ønsker at grave en sø eller et vandhul, også selv om det er på landbrugspligtige arealer.

SFL-områder og miljøordninger

Der er sket en udpegning af såkaldt SFL-områder (Særligt Følsomme Landbrugsområder). Her gives tilskud for at nedbringe udvaskningen af næringsstoffer og øge naturindholdet fx ved græsning/ høslæt af græsarealer samt etablering af vådområder.
Kortmateriale, som viser SFL-arealerne på din ejendom, findes på den internetbaserede "Danmarks Miljøportal". 
Også udenfor SFL-områderne kan der opnås tilskud til braklagte randzoner langs vandløb og søer. Desuden er der mulighed for at få tilskud til arealer, der dyrkes uden sprøjtning og med reduceret gødningsanvendelse.
Tilskuddene kan søges under de såkaldte miljøordninger. Se her.
Miljøordningerne ændres jævnligt. Så kontakt din lokale skovdyrkningskonsulent for at få nærmere information.

Enkeltbetalingsordningen

De fleste landbrugsarealer i Danmark drives med tilskud under enkeltbetalingsordningen. 

Betalingsrettigheder kan udnyttes ved at plante træer som lavskov. Også ved skovtilplantning kan dyrkningsrettighederne udnyttes (se Skovrejsning - for vildtet).
En anden mulighed er vildtvenlige tiltag på udyrkede landbrugsarealer, hvor du samtidig kan få enkeltbetaling.
Du kan læse mere uddybende om mulighederne for terrænpleje på udyrkede marker i Vildtpleje på udyrkede landbrugsarealer.
Her nævnes kort nogle vigtige regler, som har betydning for terrænplejen:

    •    Udyrkede marker må ikke vandes, gødes eller sprøjtes.
    •    Udyrkede marker må slås helt eller delvist indenfor visse tidsfrister.
    •    Udyrkede marker må omlægges 15/4 - 31/5 samt i september.
    •    Der må etableres vildtstriber, der må være max 6 m brede og skal
          etableres med min. 6 m afstand.

Hvis du vil vide mere

Links:
www.dffe.dk (søg Enkeltbetalingsordning)
www.retsinfo.dk (søg hhv. Naturbeskyttelseslov, Planloven og evt. Skovloven)
http//:kort.arealinfo.dk (SFL-områder)

Publikationer:
Vejledning til Enkeltbetalingsordningen 2009, FødevareErhverv
Hvad siger skovloven, Skovinfo. nr. 1

Torsten Hansen
Skovrider
De Danske Skovdyrkerforeninger

Emneord

   

Find vores lokale skovdyrkere

danmarks kort øst fyn syd østjylland vest midt nord-øst

Klik på kortet eller find den kommune på listen, hvor din skov ligger

   

Søg i Dyrkningsaktuelt

Søgeord:

Søg i: