Nye regler for regulering og fældefangst
Nye regler for regulering og fældefangst fra 1 januar 2010
- Der skal nu indhentes tilladelse til regulering af naturligt forekommende fugle
- Forbedrede muligheder for at fældefange indførte (invasive) arter eks. mårhund
- På arealer hvor der er anmeldt biotopplan kan ræv reguleres med fælder hele året
Ændring af vildtskadebekendtgørelsen pr.1 Januar 2010
Den 1. januar 2010 blev vildtskadebekendtgørelsen skærpet. Fra årsskiftet skal der indhentes tilladelse forud for al regulering af naturligt forekommende fugle. Tilladelsen udstedes af Skov- og Naturstyrelsen.
Skærpelsen af vildtskadebekendtgørelsen omfatter desuden kravene til indretning af de fælder, der bruges til at fange både pattedyr og fugle. Det betyder bl.a., at fældernes indgangshul til fangst af fugle samt øvrige pattedyr på nær ræv, bliver mindre for at minimere bifangst. De nye regler giver bedre muligheder for, at regulere invasive arter. Invasive arter er arter, der af mennesket er flyttet fra en del af verden til en anden og her påvirker hjemmehørende arter negativt – f.eks. ved at rydde reder for æg og unger. For at sikre hjemmehørende dyr og planter er det vigtigt, at de invasive arter bekæmpes.
- Krav til fælder ved regulering af pattedyr og fugle
- Fælden skal indrettes således, at fangne dyr ikke skades eller dræbes. Fælden skal konstrueres således, at fangne dyr ikke kan komme i fysisk kontakt med hinanden. Fangne dyr skal kunne besigtiges i fælden, når denne er lukket.
- Fælden må anvendes hele døgnet og skal efterses hver dag morgen og aften.
- Når fælden efterses, skal fangne dyr straks udtages. Dyr, som ikke må reguleres ved fangst i fælde, eller som ikke må reguleres ved fangst i fælde det pågældende sted eller tidspunkt, skal straks frigives. Dyr, som ikke straks slippes fri, skal aflives i fælden eller umiddelbart efter udtagelsen af fælden.
- Fælden må ikke nedgraves.
- Fælden skal være tydeligt forsynet med den ansvarliges kontaktoplysninger.
- Fælden skal være lukket for fangst på steder og i perioder, hvor fældefangst af de dyr, som fælden er beregnet til, ikke må fanges.
- Fælden skal være flytbar og kasseformet med faste, solide hjørner.
Udformning af fælder til regulering
Pattedyr
For fælder til brug ved regulering af pattedyr gælder, at fælden udvendigt ikke må være større end 60 (H) x 60 (B) x 250 (L) cm. Indgangsåbninger skal være placeret i enden af fælden. For fælder til fangst af ræv må indgangsåbningen maksimalt være 60 (H) x 60 (B) cm. For fælder til fangst af andre pattedyr må indgangsåbningen maksimalt være 30 (H) x 30 (B) cm.
Fugle
For fælder til brug ved regulering af fugle gælder, at fælden udvendigt ikke må være større end 60 (H) x 60 (B) x 250 (L) cm. Indgangsåbninger skal være placeret ovenpå fælden eller på siden af fælden, således at åbningen er skråtstillet med en hældning på 40-50 grader. Indgangsåbninger placeret ovenpå fælden må maksimalt være 40 (H) x 40 (B) cm., og skråtstillet maksimalt 40 (H) x 40 (B) cm. Til fangst af fugle må ikke anvendes kød og ådsler.
Regulering ved brug af fælder må kun foretages af personer, der har gyldigt jagttegn.
Regulering af husskade og krage i perioden 1.februar til 15. april
Der kræves fremover forudgående tilladelse til regulering af husskader og krager. Perioden er ændret, så både husskader og krager efter tilladelse kan reguleres med fælder og skydevåben i perioden 1. februar til 15. april. Tilladelsen kan gives i egne, hvor husskader og krager forvolder skader på markafgrøder eller den øvrige fauna. Vær opmærksom på at det kræver Skov- og Naturstyrelsens tilladelse at anvende kunstigt skjul og kunstige lokkefugle i forbindelse med reguleringen.
Udvidet mulighed for regulering af krager hvis du har anmeldt en biotopplan
Endelig kan Skov- og Naturstyrelsen give tilladelse til regulering af krager med fælder i perioden 16. april til 30. april på ejendomme, der har udarbejdet, anmeldt og gennemført en biotopplan. Kontakt os for nærmere hvis du vil vide mere om biotopplaner.
Regulering uden forudgående tilladelse
Invasive arter
Mulighederne for regulering af undslupne pelsdyr, der er vildt i henhold til mark- og vejfredsloven, samt mink, mårhund, vaskebjørn, bisamrotte og sumpbæver udvides væsentligt. Fremover må disse arter fanges i fælder jf reglerne for pattedyr. De må reguleres med skydevåben fra kunstigt skjul, herunder skydestiger og –tårne, i en1 time før solopgang til 1 time efter solnedgang.Reguleringen må ske ved brug af kunstigt lys, spejle og andre indretninger til belysning af målet.
Ræv, husmår og ilder
I forsvarlige indhegninger med fjerkræ, herunder indhegninger med fasaner, agerhøns eller andefugle, må ræv, husmår og ilder reguleres hele året. I en afstand af indtil 25 m fra deforsvarlige indhegninger, må ræv, husmår og ilder reguleres hele året ved brug af fælder. Ligeså kan der i bebyggelse og i en afstand af indtil 25 m fra bebyggelse, i indhegnede haver samt i pelsdyrfarme reguleres ræv, husmår og ilder. Regulering kan ske hele året, herunder ved brug af fælder.
Udvidet mulighed for regulering af ræv hvis du har anmeldt en biotopplan
I egne, hvor ræv volder skade på den øvrige fauna, må denne reguleres i perioden 1. - 29. februar. Om den forvolder skade på den øvrige fauna er op til ejer selv at vurdere. Har en ejendom udarbejdet og anmeldt sin biotopplan kan ræve reguleres hele året ved brug af fælder. Rævehvalpe uden for rævegrave må reguleres i perioden 1. juni - 31. august. Rævehvalpene må ikke jages ud af rævegraven ved brug af hund eller på anden måde.
For yderligere information om regulering og fældefangst: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=129137


