Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Vildtpleje med enkeltbetaling

Vildtpleje med enkeltbetaling

Det er muligt at opnå enkeltbetalingsstøtte til forskellige vildtplejetiltag. Tiltagene skal ikke anmeldes særskilt i ansøgningen.
Reglerne om enkeltbetaling er komplekse, og det gælder også den lille del af ordningen, der omhandler vildtpleje. Artiklen beskriver de tre muligheder, der er for vildtpleje på dyrkede landbrugsarealer inden for reglerne om en¬keltbetaling: Vildtstriber, insektvolde og barjordsstriber.

Vildtstriber

Vildtstriber er arealer, der må tilsås med bi- og vildtvenlige arter herunder vildtafgrøder. Vildtstriber må maks. være 6 meter brede, og der er ikke noget minimumskrav. Der skal være mindst 6 meter mellem hver stribe. Vildtstriber skal være etableret senest den 31. maj, og de må placeres overalt i marken. Formålet med vildtstriben kan være mange, og regelsættet tillader et utal af muligheder. Der kan etableres afgrøder, som skal producere insekter, eller vildtstriben kan bestå af majs for at tiltrække fasanerne til efteråret.

Vildstribe med vildtafgrøder etableret langs med vinterraps. Vildet har nu stor mulighed for ophold og færden. Når rapsen høstes, står vildtstriben frodig med dækning og føde. I stribens første 14 dage er der også masser af barjord til hønsefuglenes støvbadning.

Insektvolde

Insektvolde er det moderne ord for lodne gamle markskel, og er til gavn for især agerhøns. Insektvolden etableres ved at sammenpløje en lille vold tilsået med tuegræsser. Insektvoldens primære funktion er at tiltrække, og ”producere” insekter. Volden må etableres hele året og placeres overalt i marken. Insektvolden må ikke være bredere eller højere, end at den kan fjernes ved almindelig pløjning. Det passer meget godt med, at den anbefalede maksimale højde på insektvolden er ca. 0,5 meter. Insektvolden er et værdifuldt vildtplejetiltag, og selv om det kan være grænseoverskridende for den moderne landmand at genskabe tidligere markskel, bør det prøves.

Barjordsstriber

Barjordsstriber er arealer, som holdes sort ved fræsning eller harvning. Formålet med barjorden er, at hønsefuglene plejer deres fjerdragt ved støvbadning. De øvrige vildtarter bruger også striberne som tørrested efter nattens dug eller en regnbyge. Barjordsstriber har en enorm effekt og er medvirkende til, at flere især hønsefugle og harer overlever sommeren. Barjordsstriberne må maks. være 2 meter brede og skal ligge i markens yderkant. Det er dog tilladt at placere barjorden på indersiden af vildtstriben eller insektvolden, hvis disse ligger langs med et levende hegn i markskellet. Husk at barjordsstriber skal holdes min. 5 meter fra vandløb, søer og fortidsminder.

Generelle regler

Det er tilladt at anvende godkendte sprøjtemidler, og det er også tilladt at gøde arealerne. Det er vigtigt at være opmærksom på, at arealer med vildtvenlige tiltag ikke har en kvælstofnorm. Ved gødningsplanlægning skal hele marken anføres inkl. arealet med vildttiltag. Ejendommens kvælstofkvote nedsættes efterfølgende med en procentsats svarende til vildttiltagets andel af arealet.

Derudover gælder det at:

• De beskrevne tiltag skal ikke anmeldes særskilt i ansøgningen om enkeltbetaling
• Permanente afgrøder som rørgræs, elefantgræs, stauder, træer og buske må ikke indgå i plantesammensætningen på vildtstriber og insektvolde
• Vildtstriber skal til enhver tid holdes fri for opvækst af træer og buske
• Der må ikke anlægges vildstriber og insektvolde på arealer med permanent græs eller afgrøde
• Anlægges flere af tiltagene ved siden af hinanden må den samlede bredde ikke overstige 10 meter
• Vildtstriber, insektvolde og barjordsstriber må samlet eller hver for sig maks. udgøre 10% af markens areal

   

Redaktør

Natur og vildt

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller Dyrkningsaktuelt for natur og vildt, så kan du kontakte:

René Didriksen

René Didriksen

Skovfoged

Mobil 25 55 42 02

   

Find vores lokale skovdyrkere

danmarks kort øst fyn syd østjylland vest midt nord-øst

Klik på kortet eller find den kommune på listen, hvor din skov ligger

   

Søg i Dyrkningsaktuelt