Pleje af søer og vandhuller
01. november 2009
Pleje af søer og vandhuller
Søer og vandhuller skal plejes, hvis de skal bevare deres nuværende tilstand og funktion for vildtet. Ellers gror de langsomt til, og deres funktion og betydning ændres. Det er naturens gang.
Med få midler kan man bevare søer og vandhuller, så deres nuværende beboere - hvad enten de er fugle, salamandere eller skøjteløbere - er sikret et levested i fremtiden.
Også nyanlagte søer og vandhuller skal plejes og vedligeholdes. Det er et af vildtplejens grund-elementer. Det vigtigste ved pleje af søe
- Kontroller beplantningen, så vandhuller holdes åbent for sollys.
- Fjern vandplanter, der breder sig.
- Vedligehold søbredden.
Kontrol over beplantningen
Man skal sørge for at kontrollere beplantningens udvikling og skære træer og buske ned, hvis de breder sig for voldsomt. Vigtigst er dette i sydsiden af vandhullet.
Gror vandhullet alligevel til, kan det reddes ved at fjerne al vegetation.
Man kan også vælge en komplet opgravning af vandhullet, det er en god men dyrere løsning.
Slåning og fjernelse af vandplanter
Iført et par waders kan man med le slå vegetationen og fjerne f.eks. dunhammer og tagrør, der har bredt sig. En buskrydder med specielt skærehoved, der kan arbejde under vand, er også udmærket. Det er vigtigt at fjerne den uønskede vegetation, da der ellers opstår ubalance i søens omsætning. Der tilføres for meget kvælstof.
Det bedste tidspunkt for slåning er juli måned.
Vedligeholdelse af søbredden
En af de bedste plejemetoder er at lade kreaturer afgræsse dele af søbredden. Afgræsningen kan udføres ved, at man opdeler søbredden i 3 områder og afgræsser et område hvert år. Herved får man afgræsset bredden hele vejen rundt i løbet af 3 år. Samtidig er der områder, hvor der er højt græs til ynglende fugle.
Bekkasinskrab
Har man fugtige arealer, der afgræsses eller ligger urørt hen, kan man med fordel etablere såkaldte »bekkasinskrab«.
Mindre arealer (10-15 m2) graves op, og det øverste muldlag fjernes. I disse huller vil der stå vand, og det er attraktive opholdssteder for især bekkasiner, der vil søge føde her. Samtidig skabes der levesteder for en masse andre smådyr.
Lovgivning
Inden man påbegynder plejen skal man huske at undersøge det lovmæssige. F.eks. er søer større end 100 m2 omfattet af naturbeskyttelseslovens §3. Det betyder at man skal søge kommunen om tilladelse, hvis man ønsker at foretage ændringer i søens eller vandhullets tilstand. Søer, der er større end 3 ha, er endvidere omfattet af en beskyttelseslinie på 150 meter.
Billedet herunder viser gradvis tilgroning af vandhuller. Vandspejlet forsvinder, hvis vegetationen får lov til at brede sig.
Torsten Hansen
De Danske Skovdyrkerforeninger
Skovrider




