Regulering af ringduer i september måned
- Naturstyrelsen kan give tilladelse til at regulere grågæs og ringduer i flok på ikke høstede marker i perioden 1. juli - 31. august.
- Naturstyrelsen kan give tilladelse til regulering af ringduer i flok i perioden 1. september - 31. oktober - også med brug af kunstige skjul og lokkefugle
Bekendtgørelsen om vildtskader (259 af 25/03 2011) giver muligheder for regulering. Det er nyt for mange, at det er muligt at opnå tilladelse til regulering af ringduer i september måned også med brug af kunstige skjul og lokkefugle.
Her er et uddrag af de vigtigste gældende regler og link til ansøgning om tilladelse til reguleringen.
Bekendtgørelsens § 18 Naturstyrelsen kan give tilladelse til regulering af ringdue i flok:
- i rapsmarker i perioden 1. februar - 30. april,
- i ærtemarker, kålmarker og i nysåede marker i perioden 1. marts - 30. april,
- i nysåede marker i perioden 1. august - 31. august, og
- på ikke høstede marker i perioden 1. juli - 31. august
Her er det punkt 3 og 4 som lige nu er aktuelle. Naturstyrelsen vil typisk kræve, at afværgeforanstaltninger er afprøvet og at der ikke anvendes skjul og lokkemidler.
Bekendtgørelsens § 18 Stk. 2
Naturstyrelsen kan give tilladelse til regulering af ringdue i perioden 1. september - 31. oktober i egne, hvor ringdue forvolder omfattende skade på markafgrøder.
Bekendtgørelsens § 18 Stk. 3
Naturstyrelsen kan give tilladelse til, at regulering efter stk. 2 kan ske ved anvendelse af kunstige skjul og lokkefugle.
Stk. 2 og 3 giver mulighed for en mere effektiv regulering af ringduer, da der kan opnås tilladelse til brug af kunstigt skjul og lokkefugle. Vær opmærksom på at reguleringen kan ske i egne hvor ringdue forvolder skade på markafgrøder. Dvs. det er ikke afgørende om der foregår markskade på reguleringstidspunktet og det behøver heller ikke være på den pågældende ejendom der sker skade. Det er nok at der i egnen og i løbet af året sker omfattende skader på markafgrøder.
Det er ejer eller bruger som har retten til regulering!
Vær opmærksom på at det kun er ejer eller bruger som har retten til reguleringen også selv om jagten er udlejet. Ejer eller bruger kan dog aftale med jagtlejere eller andre at de udøver reguleringen.
Sådan søger du
Husk det er ejer som skal ansøge. Ansøgningen foregår elektronisk via Naturstyrelsens hjemmeside med NemID eller digital signatur. Følg linket hér:
http://www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Jagt/Vildtraad/Regulering/
Vær opsmærksom på at der tidligst kan ansøges 1 måned før reguleringsperiodens start.
Anvendes NemID foregår behandlingen efter sigende hurtigt og afgørelsen foregår elektronisk umiddelbart efter ansøgning.
/RDI

