Landskabs- og biotopforbedrende beplantninger
- tidligere "Læplantningsordningen"
Ordningen er en erstatning for den kendte læplantningsordning.
Selvom den nye 'læplantningsordning' slet ikke nævner ordet læ. Det er ikke mere et officielt formål, selv om det nok vil være svært at forhindre, at også de kommende beplantninger giver læ for afgrøder og bygninger.
De officielle formål er:
- at bevare den biologiske mangfoldighed ved at skabe gode leveforhold for dyr og planter,
- at bevare og fremme miljø-, natur-, kultur- og landskabsværdier,
- at etablere forbindelseslinier i landskabet samt
- at øge andelen af småbiotoper.
Den nye lov fastholder de to kendte typer af beplantninger - de individuelle, som kan søges af den enkelte lodsejer, og de kollektive, som kan søges af en kreds af lodsejere.
Der er nogenlunde samme beløb til rådighed som i de foregående år, nemlig ca. 15 mill. kr. pr. år.
Hvad kan der gives tilskud til?
Der kan gives tilskud til:
- sammenhængende beplantninger af træer eller buske med 1-7 planterækker
- småplantninger på mindre end 0,5 ha
Der stilles krav om, at der anvendes mindst 75% løvfældende. Desuden at planterne kommer fra en godkendt planteleverandør og efter en bestemt liste med arter ('hjemmehørende i dansk nærområde' eller 'andre arter') og provenienser.
Tilskuddets størrelse
Der gives standard 40% i tilskud af de dokumenterede, tilskudsberettigede udgifter. Det vil sige udgifter til projektering, rydning af gamle hegn, jordbearbejdning, planter, plantning, renholdelse i 3 år, projektrapportering o.l.
Som tilskudsberettigede kan medregnes brug af egne maskiner og eget arbejde efter visse bestemte regler.
Under bestemte betingelser kan dog gives et forhøjet tilskud på 60%. Det kræver for det første, at man vedlægger en udtalelse fra det lokale museum vedrørende hvorvidt der skønnes arkæologisk forsvarligt at pløje dybere end normal landbrugspløjning - og at denne udtalelses konklusion respekteres.
Desuden skal beplantningen enten opfylde mindst tre af følgende krav:
- Anlæg og pleje uden brug af pesticider.
- Etablering og vedligehold af en udyrket stribe på mindst 1 m bredde langs beplantningen.
- Etablering af insektvold langs beplantningen.
- Etablering af mindre åbninger i eller igennem læhegnet.
- Etablering af sti med offentlig adgang langs beplantningen.
- Kun anvendelse af danske træ- og buskarter.
- Anlæg af en gødnings- og sprøjtefri bræmme langs med beplantningen.
- Anlæg af en vildtager med mindst 75% af arealet isået særlige bivenlige urter, som omlægges hvert andet år.
- Anlæg af insektvold med mindst 75% af arealet isået særlige bivenlige urter (se link ovenfor) og den resterende del isået tuegræsser som fx hundegræs, fløjlsgræs og timothe.
-eller også skal der i kombination med enten punkt 8 eller 9 anvendes minimum 50% særlige bivenlige busk- og træarter. Endelig kan beplantningen etableres under særlige hensyn til forbedring af levesteder for hasselmus. Dette er kun i visse syd- og østdanske kommuner, efter særlige retningslinjer som findes i vejledningen til ordningen.
Ansøgning
I forbindelse med, at hele administrationen lægges til FødevareErhverv bliver der stillet betydelig større krav til ansøgning og dokumentation.
Der findes særskilte ansøgninger for henholdsvis individuelle og kollektive hegn.
Der skal i ansøgningen skriftligt redegøres for, hvorledes plantningen opfylder formålet med ordningen. Man skal desuden bl.a. godtgøre, at plantningen tager hensyn til de relevante planlægningsmæssige, fredningsmæssige, miljø- og naturmæssige, kulturhistoriske samt landskabsmæssige forhold.
FødevareErhverv vil i forbindelse med hver ansøgningsfrist prioritere de indkomne ansøgninger, hvis der ikke er midler nok til alle. De helt præcise kriterier for denne prioritering kendes endnu ikke. De skal fastlægges af et nyt rådgivende udvalg. De Danske Skovdyrkerforeninger har en plads i dette udvalg.
Tilskuddets udbetaling
Tilskuddet kan udbetales i to rater - typisk én efter plantning og én efter de 3 års vedligeholdelse. Udgifternes rigtighed skal bekræftes af en revisor.
Sammen med den sidste indberetning indsendes en rapport om projektet.
Særligt om de kollektive plantninger
Ansøgning om støtte til kollektive plantninger kan indsendes af foreninger eller sammenslutninger af mindst 7 lodsejere. Der kan både være tale om eksisterende foreninger eller om særlige sammenslutninger oprettet netop til dette formål (som læplantningslaug). Foreningen skal have egne vedtægter, hvoraf det fremgår hvem der er tegningsberettiget, og dens formål skal harmonere med formålet bag tilskudslovgivningen.
Hvordan søger man?
De helt præcise regler kan findes på FødevareErhvervs hjemmeside
I betragtning af de ganske komplicerede regler anbefales det, at interesserede tager fat i deres skovfoged med henblik på at vurdere, om der bør søges individuelt eller kollektivt, og evt. for at få hjælp til at udfylde en ansøgning.


