Natur- og miljøprojekter
28. august 2009
Natur- og miljøprojekter med tilskud
Der findes en ikke så kendt tilskudsordning, der kan give tilskud til forskellige natur- og miljøtiltag i det åbne land. Den er især velegnet til fællesprojekter mellem forskellige naboer.
Formålet med ordningen er at bidrage til at:
- bevare og fremme den biologiske mangfoldighed ved at skabe gode levevilkår for vilde dyr og planter.
- bevare og fremme miljø-, natur-, kultur- og landskabsværdier.
- fremme rekreative værdier og offentlig adgang til områder af høj naturværdi.
- etablere forbindelseslinier mellem naturlige biotoper og øge antallet af småbiotoper.
- fremme velfærd for græssende husdyr i natur- og landskabsplejen.
Hvem kan få støtte?
Der kan ydes støtte til private lodsejere, private- og offentlige virksomheder, fonde, foreninger, organisationer, offentlige institutioner og kommunale fællesskaber. (Støtte til jordfordeling i forbindelse med gennemførelse af projekter kan dog kun gives til planlæggeren).
Hvad gives der tilskud til?
Der gives tilskud til følgende syv projekttyper:
1. Udarbejdelse af naturplaner
50% tilskud (max 15.000 kr.) til registrering af naturværdierne på din ejendom samt planlægning af evt. plejetiltag og nyanlæg. En vildt- og naturplan er et vigtigt redskab mellem fx ejer og jægere, eller evt. forpagter og jægere, hvor terrænplejen planlægges flere år frem i tiden, og medvirker til at skabe bedre vilkår for vildtet og større ejendomsværdi for ejeren.
2. Etablering af vegetationsstriber
Tilskud til anlæg af vildtstriber med vildtafgrøder og/ eller insektvold.
3. Særlige levesteder for dyrearter
Tilskud til etablering af nye vandhuller mellem 100 - 1.000 m2, eller til etablering og reetablering af stendiger.
4. Beskyttelse, etablering og genoprettelse af natur og miljø
Tilskud til ikke produktionsfremmende investeringer for projekttyper der ikke falder ind under de øvrige 6, til fx reetablering af hede og mosearealer.
5. Græsningsprojekter
Tilskud til fx rydning, hegn og læfaciliteter i forbindelse med afgræsning af heder, moser eller overdrev.
6. Planlægning af natur- og miljøprojekter
Tilskud til planlægning af projekter som kan danne grundlag for efterfølgende projekter af typerne 3, 4 eller 5 beskrevet her.
7. Jordfordeling
Tilskud til jordfordeling i forbindelse med projekter af typerne 3, 4 eller 5 beskrevet her.
Hvor stort er tilskuddet?
De tilskudsberettigede udgifter kan dækkes med 50-100 pct. afhængigt af projektets kommercielle bæredygtighed (i praksis 75% på stort set alle projekter). Hvilke udgifter der dækkes afhænger af projekttypen.
Mere info om ordningen:
Vejledning om tilskud til natur- og miljøprojekter - 2011
Ansøgningsskema om tilskud til natur og miljøprojekter - 2011
FødevareErhvervs hjemmeside om tilskud til natur- og miljøprojekter
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger


