Vildtplantninger
Hvad ydes der tilskud til?
Der ydes tilskud til etablering af blivende beplantninger - remiser og vildthegn.
Hvem kan få tilskud?
Ejer, forpagtere, jagtlejere m.fl.
Hvilke arealer kan få tilskud?
Tilskud kan ydes til arealer i det åbne land.
Der ydes ikke tilskud til beplantninger på:
- fredskovspligtige arealer
- sommerhus- og parcelhusgrunde
Tilskudssats
Tilskuddet udgør 50% af planteprisen (ex. moms og fragt). Der kan normalt kun fås tilskud til et begrænset antal planter pr. ansøger pr. plantningssæson. Erfaringsmæssigt er det maksimale antal normalt 5-700 stk. pr. sæson (afhængig af planternes pris og af det samlede antal ansøgninger i ansøgningsrunden).
Krav til beplantningen
- Der skal anvendes godkendte arter
- Planterne skal leveres af en af de (få) planterskoler, der indgår i ordningen (leverende planteskoler fremgår af ansøgningsskemaet)
- Der er ingen øvrige formelle krav til opbygningen af vildtplantningen. De udleverede planter skal dog primært tjene som skjule- og fødeplanter til vildtet.
Naturstyrelsen har udarbejdet en vejledning, der også omfatter vildtplantningernes opbygning. Vejledningen findes via linket nedenfor
Ansøgning
Ansøgningsskema rekvireres hos din lokale skovdyrkerkonsulent eller hentes ned fra internettet via linket,
http://www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Jagt/Tilskud/.
Her klikker du videre til ordningen 'Plant for vildtet'.
Ansøgningsfristerne er den 30. april (for efterårsplantningen) og 31. oktober (for forårsplantningen).
Skattemæssige forhold
Tilskuddet er skattepligtig indkomst. Omkostningerne til tilplantning kan som udgangspunkt i princippet ikke fradrages.
Seneste nyt
Ansøgninger fra efteråret 2010 er flyttet frem til ansøgningsrunden i foråret 2011, fordi ordningen dengang var under revision. Derfor vil der formentlig være relativt mange ansøgere i dene runde. Som følge deraf må det forventes at der gives tilskud til færre planter pr. ansøger.
Som noget nyt i 2011 findes nu de to ordninger; 'Plant for hasselmusen' og 'Plant for birkemusen' med mulighed for 90% tilskud i visse kommuner. Hvis du bor i nogle af disse kommuner og planter efter nogle særlige retningslinier kan du således få et højere tilskud. Følg linket ovenfor under 'Ansøgning' og klik ind på ordningerne for at se om de er aktuelle for netop dig.


