Plejen af naturlige løvtræforyngelser har naturligvis visse fællestræk med plejen af plantninger.

Hyppigt er naturforyngelser noget hullede, og efterbedring kan da foretages med hurtigvoksende træarter som rødgran, sitkagran, douglasgran, lærk eller poppel. En gammel regel siger, at man ikke bør efterbedre, med mindre hullet er større end to gange de omkringstående træers højde, da man ellers ikke kan regne med, at efterbedringsplanterne kan følge med.

Plejen af de naturlige foryngelser består herefter hovedsageligt i at fjerne uønskede træarter og uønskede trætyper, dvs. dårligt formede træer og flerstammede træer, eller grovgrenede og dominerende træer, såkaldte krukker. Der kan ofte være mange krukker i løvtræforyngelser, navnlig hvis der var ældre opvækst (Vorwuchs) på arealet, da hovedbesåningen satte ind. Kan man ikke komme af med dårlige træer, kan man ofte forbedre dem ved at afhugge lavtsiddende grene og tvejer.

Man må også tidligt begynde at fjerne de eksemplarer af uønskede arter, man kan komme af med, såsom pil, hassel, tjørn, avnbøg osv. Det kan være udmærket med nogle ask i bøgeforyngelserne, men der må ikke være for mange, da de så senere - når de har nået en passende størrelse - er vanskelige at komme af med.

Ofte er naturlige foryngelser og selvsåninger forskelligt udviklede i deres forskellige dele. Nogle steder er foryngelsen måske dobbelt så høj som andre steder, og man bør ved de første udrensninger stræbe efter at udjævne de indre rande i foryngelserne, fjerne enkelte atypisk store træer og gøre foryngelsen mere ensartet med bølgeformet kronetag.

Når der kommer lidt højde på foryngelserne, skal man sørge for at trække de huggede træer ned på jorden, da de ellers, hvis der falder et tungt lag sne, kan trække naboerne med sig ned. I meget tætte foryngelser er en af udrensningernes gavnlige virkninger, at den forøgede plads, som de blivende træer får, bevirker, at de vokser mere i tykkelse, hvorfor de bliver stivere og bedre kan tåle et lag tøsne uden at blive tynget til jorden.

Naturlige foryngelser kan være meget dårlige, ukomplette og fyldt med uønskede arter, og alligevel kan man – ved tålmodighed og gentagen omhyggelig pleje, hvor man fjerner uønskede arter og krukker og afhugger tvejegrene og lavtsiddende tykke grene ende med en løvskov af brugbar kvalitet.

Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:

Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)