Hvis der går mange planter ud i en kultur, kan det komme på tale at foretage efterbedring. Der er dog ingen grund til at udføre en sådan supplerende plantning, hvis det kun er en halv snes procent af planterne, der er gået ud, og udgangen er sket spredt i kulturen. Men er der sket større afgang, må det overvejes at efterbedre.

Hvis man vil efterbedre med samme træart, bør det ske hurtigt – allerede et eller to år efter den oprindelige plantning. Hurtigst skal det gå på god jord, ellers bliver højdeforskellen mellem planterne så stor, at man ikke får varig glæde af efterbedringen.

Kommer man lidt sent i gang med at efterbedre, bør der vælges en hurtigere voksende træart end den først plantede. Til efterbedring af rødgran kan man f.eks. anvende douglasgran eller grandis, på lettere jord skovfyr eller evt. contortafyr. Løvtrækulturer kan man f.eks. efterbedre med eg, ask, rødgran, lærk eller douglasgran.

Særlige problemer opstår, hvis det er hele partier af kulturen, der er gået ud. Det kan være sket på grund af frost, for megen fugtighed eller af andre årsager. Man må da gøre sig klart, hvad der er grunden til, at planterne er døde, og derefter efterbedre med en træart, der ikke er modtagelig for de samme påvirkninger.

Et andet forhold, som man særligt må have i tankerne ved plantning og efterbedring er vildtbeskyttelse. Som omtalt under vildt- og fugleskader, er de enkelte træarter ikke lige yndede af vildtet, hvorfor man ikke bør efterbedre med en træart som vildtet ynder, medmindre der i forvejen er sat hegn.

Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:

Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)