Udrensningshugsterne i løvtræforyngelserne har som hovedformål at fjerne uønskede trætyper og -arter, samt ved udtyndingen at give bevoksningerne mere stivhed. Udrensningshugsterne går gradvis over i mere regulære tyndingshugster, hvor man enten efter udvisning eller ved samtidig udvælgelse og hugst – mere direkte lægger vægten på, at begunstige de gode emner, som bevoksningen indeholder. Ofte kan man få selvskovere - bedst efter udvisning - til at udføre arbejdet og betale for brændet.

Forskellen mellem enkelttræernes kvalitet er i regelen langt større i løvtræbevoksninger end i nåletræbevoksninger, og prisen på løvtrækævler er også i langt højere grad end prisen for nåletræstammer, afhængig af det enkelte træs kvalitet. Det vigtigste ved udhugningerne i løvskoven er derfor stedse at have øje for kvaliteten og at arbejde for udviklingen af de gode træer. Udvisning i løvskoven burde derfor først finde sted, når bladene er faldet, så man kan se, hvad der skjuler sig oppe i kronerne, men det lader sig dog ikke gennemføre i tørkeskadet bøg, hvor man må gå ud i bevoksningerne og vise ud mens bladmængden kan vurderes.

Løvtræbevoksninger af meget fremragende kvalitet kan behandles med svagere hugst end bevoksninger, hvor der er langt imellem de gode træer, og hvor det derfor er vigtigt at få lagt tilvæksten over på disse.

Navnlig ved lystræerne, eg og ask, bør man stræbe efter at få en passende fordeling af bevoksningens hovedtræer. Det er en gammel regel, at man ikke bør hugge et træ, blot fordi det er grimt, men først når det gør skade. Piskere bør man dog altid jagte, og man skal passe på at komme af med krukker i tide.

I løvskoven udvikles der i regelen en underetage. Denne kan være besværlig ved hugster og navnlig ved udkørsel af træ; men man bør dog søge at bevare noget af underetagen, da den giver større frihed i behandlingen af overetagen. Hugstintervallerne i den unge løvskov bør ikke være for lange, to til fem år.

Selv om der ved udhugning af løvskoven bør lægges stor vægt på kvaliteten, så er reaktionerne på hugst dog af ganske samme karakter i løvskoven som i nåleskoven, jvf. tabel 1 og tabel 2, hvor der vises resultater fra hugstforsøg på god jord i eg og bøg. I begge tilfælde ses det, at middeltræets diameter er stærkt stigende ved stigende hugststyrke, medens den samlede masseproduktion indtil hugststyrke C – middelstærk udhugning – er praktisk taget upåvirket af hugststyrken.

Tabel 1. Eg. Hugstforsøg på Bregentved. Måling ved 65 års alder efter hugst.

Tabel 2. Bøg. Udhugningsforsøg i Totterup skov på Bregentved. Måling ved 68 års alder efter hugst.

* Underetage anført i parentes (kun de stærkere hugstgrader); alle øvrige tal gælder overetage.

(Delvis efter Bryndum, 1988).

Den stærke hugsts dimensionsfremmende virkning giver mulighed for en lavere omdriftsalder og tidligere økonomisk udbytte - også fordi hugsterne af den stærkt huggede bevoksnings færre, men større træer er nemmere end hugsterne af de mindre træer i den svagt tyndede skov.

Ved hugsterne i løvskoven skal man også passe på ikke at få lavet for mange slæbeskader, selv om disse tilsyneladende ikke giver anledning til så meget ødelagt træ, som slæbeskaderne i nåletræbevoksninger.

Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:

Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)