Energiplantning med poppel
Energiplantning er interessant
Energiplantning på landbrugsarealer er et interessant alternativ til de konventionelle afgrøder. Interessant fordi der er stigende efterspørgsel på flis fra varmeværkerne, og interessant fordi energiplantning, sammenlignet med de etårige afgrøder, ikke er så plejekrævende.

- Poppel kan også plantes som stiklinger. Her ses en poppelstikling 3-4 uger efter plantning.
Pil og poppel er velegnede arter at anvende i energiplantninger. Pil har gennem flere år været dyrket i en vis udstrækning og på det seneste er poppel begyndt at vinde indpas. Frem for pil, som kræver store dyrkningsenheder (gerne 10 ha eller mere) for at være rentabel, egner poppel sig fortrinligt såvel på store som på mindre arealer.
Dyrkningsmodel
Modsat pil egner poppel sig også godt til længere rotationstider. Poppel opnår allerede på 10 år diametre op til 20-25 cm i brysthøjde. De nuværende tilskudsmuligheder giver mulighed for at dyrke poppel i mellemlang rotation med høst hvert 8-10 år.
Fordele ved mellemlang rotation
Dyrkning af poppel i mellemlang rotation har mange klare fordele frem for pil i kort rotation. Der kræves færre planter pr. ha og der kan anvendes almindelige land- og skovbrugsmaskiner til anlæg, pleje og høst, hvilket øger fleksibiliteten og minimerer udgifterne. Tilvækstpotentialet udnyttes desuden bedre, idet produktiviteten hos poppel stiger med alderen. Det giver større vedandel og dermed bedre træfliskvalitet – samt ikke mindst muligheden for også mere værdifulde produkter som fx træ til emballage og cellulosefremstilling. Endelig begrænses ukrudtsbekæmpelse til de første år, og gødningsbehovet er ligeledes begrænset.

- Efter høst skyder poppel igen. Her ses poppel bevoksning cirka 10 år efter første høst –klar til høst igen.
Økonomi
Ved etablering med 2.500 planter/ha, er der mulighed for et etableringstilskud i år et på omkring 4.000 kr./ha, plus et årligt tilskud på op til 1.330 kr./ha. Disse tilskud kommer vel at mærke oven i enkeltbetalingsstøtten.
Skovdyrkernes hidtidige beregninger viser, at poppel leverer en god økonomi, som kan måle sig med de fleste landbrugsafgrøder. I Sverige er der desuden dokumenteret god forrentning af poppel uden tilskud. Skogforsk har i en forsøgsrække med meget små arealer haft en gennemsnitlig forrentning på omkring 11-12 %.
Også herhjemme ser det lovende ud. Markedet for flis er i vækst –og ventes fortsat at være det i de kommende år!
Plant allerede i år
Ønsker du at introducere en afgrøde med et anderledes likviditetsforløb eller står du med et areal som skal dyrkes mere ekstensivt, kan det derfor være værd at overveje energiplantning. Der er afsat tilskudsmidler til at tilplante op til 10.000 ha. Det mål blev langt fra nået i 2011, så derfor ventes der også i år endnu at være rigelige midler til at alle kan være med.
Sammen med forskere, økonomer og branchen er Skovdyrkerne ved at have færdigudviklet et kalkuleværktøj, som giver dig den bedst mulige simulering af økonomien for poppel under en lang række forhold. Tag en snak med din lokale skovfoged og få lavet en beregning for netop dit areal.
Find flere artikler om poppel og energiplantning herunder
Anders Jensen, aje@skovdyrkerne.dk


