Vi må sige med det samme: Det var et skovbillede og en skovdrift, der umiddelbart charmerede de fleste. For kønt ser det ud. Og store træer kan alle lide (men hvad med den aftagende industri, der råber på mindre og mindre dimensioner?).

Ekskursionen startede ved et af de tyske jordbundshuller, der kan indeholde en hel deling soldater. Her fik vi at vide, at halvdelen af distriktet bestod af dybgrundede, næringsrige bundmoræner - velforsynede med vand og helt ideelle for løvtrædyrkning. Derudover havde man en del fladgrundede, lerede og grundvandsnære jorder, hvor man dyrkede blandinger med eg/avnbøg/lind eller ask/ær/avnbøg. Endelig mere sandede, men stadig næringsrige og dybgrundede jorder med god vandforsyning, hvor man dyrkede nåletræ, især rødgran, douglas og japansk lærk - og med spontant løvtræ i bunden.

Ekskursionen koncentrerede sig om den første type med løvtræ og den sidste type med nåletræ.

Man foretager heller ingen tidlige udrensninger, men lader bevoksningerne lukke sig til de har en diameter på 10 cm, hvor man slipper selvskovere ind. Alt er nu vist ud - og det gør skovfogederne selv gennem hele bevoksningernes liv. (Hver skovfoged har en fast stamme på 100 selvskovere).Man kunne ikke drømme om at overlade udvisningen til sine skovarbejdere (skønt dygtige) eller til maskinførerne. Udvisningen er selve kærnen i driften, og med de ret lave stamtal er en aktiv og positiv selektion helt afgørende.

Slutmålet er træer med en midtdiameter på 70 cm, det vil sige en brysthøjdediameter på omring 80 cm. Det gælder både løv- og nåletræ! bøgen skal nå denne diameter på 120 år, douglasgranen og lærken på knap 100 år. Man tynder hyppigt og svagt gennem hele bevoksningens liv og der opkvistes fremtidstræer i både løv og nål til 10 meter.

Der efterlades 25-30 kubikmeter/ha dødt ved i bevoksningerne. Distriktet er dog ikke certificeret, idet dette koster penge, og de store kævler eksporteres nemt til Kina uden certifikat.

Selvforyngelserne forudsætter en meget lav vildtbastand. Der skydes på alt, hvad der rør sig, og den årlige afskydning er 15-35 rådyr pr. 100 ha. De uigennemsigtige bevoksninger gjorde jagten vanskelig, hvorfor det ikke var muligt at holde et så hårdt jagttryk med eksterne jægere. Skovfogederne brugte derfor selv 20% af deres tid på jagt. I det hele taget krævede driftsformen en intensiv funktionærindsats. Der er på distriktet én skovfoged for hver 800 ha.

Skoven drives som en økonomisk virksomhed, hvor der ønskes et kontinuerligt udtag af maksimal størrelse. Driftsformen er kun under indkøring. Man mente, at denne indkøring/omstilling vil tage 300 år. 

Økonomi

Vedrørende kvaliteten, som jo er et af de relevante kritikpunkter i forhold til den naturnære drift på grund af de mange indre rande, var turen ikke så oplysende. Vi var ikke i mellemaldrende bevoksninger, men især i afdriftsbevoksninger, hvor træerne havde stået meget tæt i deres ungdom.

Det var det centrale punkt, men blev desværre ikke godt dokumenteret. I en modelbevoksning havde bruttooverskuddet i perioden 1995-2007 været 507 €/ha. Dette korrigerede man op til 730 €/ha (normalhugst og nuværende priser) og fratrak administration på 280 €/ha, hvefter det beregnede nettooverskud havde været 450 €/ha, svarende til 3.360 DKK/ha. Ejeren ønskede ikke at oplyse den samlede økonomi for skoven. 

Forudsætninger

Som nævnt så det godt ud, det så stabilt ud, og produktionen så ud til være stor. Men er det en driftsform, som kan kopieres i Danmark? Jo, måske på udvalgte steder, men en række forudsætninger må være tilstede: Driftsformen kræver

• en langsigtet strategi, hvor ejeren formår at fastholde driftsformålet på et hundredårigt sigt
• et stabilt personale, og først og fremmest et stort personale (max. 800 ha/skovfoged)
• en sund, næringsrig og dybgrundet jordbund med god vandføring
• at vildtbestanden holdes helt nede
• at man kan fastholde sit nichemarked for de meget svære kævler og tømmerstokke, der eksporteres - idet man ikke arbejder på det normale træmarked 

Hvad der faktisk kommer tæt på, er en række 'bønderskove' på god jord. F.eks. Varnæs fællesskov i Sønderjylland, som Skovdyrkerne passer. Her finder man faktisk lignende bevoksningsstrukturer og en lignende driftsform, som mestendels består i, at man bygger på selvforyngelse, og hvor hugsten væsentligst koncentrerer sig om de store hugstmodne dimensioner - plus en smule i mellemetagerne på vejen op, oftest til eget brændeforbrug.

Men én ting står i hvert fald klart efter besøget i Tyskland: Ovennævnte driftsform synes ikke velegnet for det danske statsskovvæsen - selv om det overfladisk kunne ligne på enkelte punkter ('skoven planter sig selv'). Der er et grundsyn til forskel.

I Tyskland er skovproduktionen - den økonomiske træproduktion - det helt centrale. Der er det samme engagement i hele systemet fra og med den øverste ledelse og nedefter. Hvor hvert træ til fældning er vist ud, og personalet er gennem alle bevoksningerne 4 gange om året.

Det er i praksis i total modsætning til vort statsskovvæsen, hvor træproduktionen beskrives som af marginal interesse og betydning. Med en målsætning, der vil svinge med de politiske vinde, og med en stadig mere fåtallig medarbejderstab, der må se pasningen extensiveret til det yderste, således at den enkelte produktionsskovfoged ikke passer 800 ha, men snarere 10 gange så meget.

Under de betingelser har man ikke en chance i forhold til ovenstående forudsætninger.

Men det var under alle omstændigheder ganske opmuntrende og inspirerende at se, hvad de tyske skovfolk havde gang i.

Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger