I dansk skovbrug anvendes naturlig foryngelse næsten udelukkende ved foryngelse af løvskov. Da det er meget dyrt ved plantning at lave god løvskov – og da navnlig god bøgeskov – har de naturlige foryngelser en klar plads i vort skovbrug, idet de muliggør løvskovens bevarelse, uden alt for stor økonomisk indsats.

Ren naturforyngelse kontra selvsåning

Man taler om rene naturforyngelser, dvs. at ny skov fremkommer uden anden hjælp fra mennesket end hugst i den gamle skov, medens man ved selvsåninger forstår, at den gamle skov først sår sig selv, efter at der er foretaget bearbejdning af jorden.

Flere løvtræarter forynger sig let

Ær og ask sår hyppigt sig selv tæt over store arealer af så uegnet bonitet, at man ikke kan gøre sig håb om, at de i ren bevoksning vil udvikle sig til god skov. Men er jorden egnet, er anvendelse af sådanne foryngelser en let måde at forny skoven på. Hvis opvæksten er dårlig formet, kan begge træarter sættes på roden. – Man vil dog gennemgående være mere interesseret i de naturforyngelser, hvor en væsentlig andel af planterne består af bøg.

Naturlig foryngelse med bøg

Bøgen forynger sig bedst på frugtbare, friske til fugtige jorder, og ofte indgår der i bøgeforyngelserne ask, ær og eg, og i de sydlige egne af landet tillige avnbøg og lind. Sådanne helt naturlige foryngelser er en gave til den skovbruger, som er indstillet på fortsat at dyrke løvtræ. Hvis lokaliteten er egnet for naturlige foryngelser, vil disse ofte brede sig, når de først er kommet i gang, og man lysner lidt for opvæksten ved gennemhugning. Vigtigt er det, at man har tålmodighed til at vente. Udnyttelse af sådanne naturlige foryngelser kræver omhu ved hugsten af de gamle træer, navnlig ved udslæbningen.

Udrensningshugst 

Hyppigt består foryngelserne af mange træarter, hvoraf nogle måske er uønskede; men dette kan man reparere på, ved at fjerne de ikke ønskede arter i udrensningshugsterne.

Ofte kommer sådanne naturlige blandede bøgeforyngelser under bevoksninger, der endnu slet ikke er hugstmodne. I regelen kan man dog uden at opvæksten går til af lysmangel strække afviklingen af den gamle bevoksning så længe, at man opnår tilstrækkelig store dimensioner på denne, samtidig med at man fremelsker en ny bøgebevoksning.

Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:

Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)