Jordbearbejdning, selvsåning og bøg (2)
20. november 2009
Vejledning til jordbearbejdning
Artiklen er en fortsættelse af artiklen Jordbearbejdning, selvsåning og bøg (1), som handler om hvordan naturlig foryngelse af bøgetræer kan fremmes ved hjælp af jordbearbejdning. Der gives en vejledning.
Afvikling af skærmtræer
Hvor hurtigt skærmen derefter bør afvikles, afhænger også af den gamle bevoksnings kvalitet. Det kan være rart at beholde nogle gode overstandere, som har en stor og værdifuld tilvækst. På den anden side, er det meget nemmere at få træer ud, så længe opvæksten ikke er mere end en meter eller to høj, så man kan køre i den. Den kan nok komme til at se noget medtaget ud efter hugsten, men alligevel vil foryngelsen hurtigt slutte sig igen.
Et tredje moment, der bestemmer skærmens afviklingshastighed, er opvækstens behov for beskyttelse mod forårsnattefrost. På frostudsatte steder bør opvæksten være ca. 4 meter høj, før skærmen afvikles helt.
Forholdsregler ved fældning af overstande
Ved fældningen af overstanderne kan fældeskaderne reduceres betydeligt ved:
1. At undlade at skove og køre træ ud i hård frost, hvor de små bøge knækker, når der bliver slået hårdt til dem.
2. Ved at fælde overstandernes kroner ud på spor eller i eksisterende huller i foryngelsen og ved eventuelt at fælde flere træer ned i samme hul.
3. Ved at trække de fældede træers grene ned, så de ikke bliver hængende i planterne.
4. Ved at tage særlige hensyn til udslæbning ved fældningen, således at kævlerne ikke skal drejes eller køres unødigt rundt.
5. Ved at efterlade de sidste overstandere langs kanterne af bevoksningen, således at de kan fældes ud af foryngelsen.
Mislykkede selvforyngelser
Uanset godt jordarbejde og rigeligt oldenfald er det ikke sjældent, at selvforyngelser mislykkes, eller mislykkes stedvis. Man kan lappe sammen på dem ved at lave jordarbejde igen næste oldenår, men ofte er det simplere og tilstrækkelig godt at efterbedre de største huller, når der ikke mere skal fældes overstandere ned i disse.
Efterbedringsarter
Gode efterbedringstræarter er rødgran, douglasgran og lærk. Rødgranen har den fordel, at den normalt ikke skal beskyttes mod vildt, hvad de to andre træarter skal, hvis der er hjortevildt i skoven. Douglasgran og lærk kan dog holdes i længere omdrift end rødgranen, og dermed bedre følges med bøgene hele livet, hvilket er ønskeligt, hvis hullerne i selvforyngelsen er store.
Naturforyngelser og selvforyngelser er nogenlunde billige og derfor en økonomisk og overkommelig måde at lave løvskov på. Samtidig giver disse naturlige foryngelsesmåder nogle meget smukke skovbilleder, der måske i nogen grad kan kompensere for besværlighederne.
Kilde
Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:
Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)

