Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Det bedste plantetidspunkt

Forårsplantning eller efterårsplantning?

Ny viden om planternes evne til at tåle hårdhændet behandling kan måske hjælpe os til en mere succesrig plantning af nåletræer.   

Forårs- contra efterårsplantning

Vi ved, at plantning i marts/april generelt fungerer godt – især hvis vi ikke løber ind i forårs- eller tidlig sommertørke. Desværre har vi jo oplevet forårstørke et par gange de sidste år, men generelt mener undertegnede stadig, at tidlig forårsplantning er at foretrække.  

Alternativet er normalt et tidspunkt sidst i august eller i september. Her har vi normalt opfattet planterne som afhærdede efter sommerens vækst, hvorfor de kan tåle flytning. Desuden er tidspunktet er godt, fordi vi om efteråret almindeligvis undgår tørkeperioder, og fordi planterne når at etablere sig inden vinteren.

(Enkelte praktikere har endog introduceret plantning af nordmannsgran i juli og enkelte forskere har også i plantetidsforsøg med små planter haft succes med plantning i juli, men dette er under normale omstændigheder meget usikkert).

Ny forskning

Men trods ovenstående, så varierer succes’en i tidlig efterårsplantning også ganske meget. Det er der nu ved at være en forklaring på, idet ny forskning om ”rought plant handling” (hård plantebehandling) fra Nordvest Amerika og Skotland bidrager med ny viden.  

Vi ved alle, at det er meget risikabelt at flytte og håndtere planter, når de lige er sprunget ud og har sprøde og salat-agtige nye skud. Det er grunden til, at egentlig sommerplantning normalt ikke er mulig.

Men vi ved også, at forvedningen og afhærdning af skud og knopper samt afmodning af finrødderne ofte strækker sig langt ind i efteråret. Finrødderne i ædelgran arterne er generelt først helt afhærdede midt i november.  

Denne fysiologiske viden passer godt sammen med de nye udenlandske resultater, hvor man har eksperimenteret med hård fysisk behandling af planter på forskellige tidspunkter af sommer og efterår.   

Der er nogen forskelle mellem arterne, men generelt viste forsøgene, at planterne er mest følsomme i august (høj dødelighed efter plantning), noget mindre i september, og de fleste arter er følsomme overfor ”grov håndtering” helt ind i oktober måned.

Ud over vores håndtering af plantematerialet påvirkes succes’en naturligvis også af andre faktorer såsom jordbearbejdning, jordtemperatur, tørke, korrekt lagring samt ordentlig plantning.  

Anbefaling

Hvor vi har mange erfaringer for, at planterne er ret robuste i den tidlige forårsplantning, så viser de nye resultater, at vi ved plantning i de tidlige efterårsmåneder skal lægge ekstra megen fokus på blid og skånsom håndtering af plantematerialet.

Vi bør således sørge for, at tidsrummet mellem optagningen i planteskolen og plantningen i marken i den tidlige efterårsplantning bliver så kort som mulig, samt at transport og lagring er skånsom.

(Her er det Skovdyrkernes erfaring, at længere opbevaring i sække, især i varmt vejr, kan være stærkt skadeligt. Specielt med mange planter i sækkene, og disse stablet. En modforanstaltning kan være en nedkøling af plantesækkene til omkring 0 grader i planteskolen inden levering. PHI/HCG)

Ovenstående resultater gælder primært barrodsplanter, men i princippet gennemgår dækrodsplanter nok samme afmodningsforløb (omend forskudt i tid). Forskellen består givetvis i, at dækrodsplanter leveres i rammer og derfor håndteres meget mindre end barrodsplanter.

Hvis man vil bruge tidlig efterårsplantning, kan der således være en principiel fordel i at anvende en dækrodsplante (ud fra et håndteringsmæssigt synspunkt).                          

Christian Nørgaard Nielsen
Forskningscentret Skov og Landskab

Oversigt

Emneord

   

Find vores lokale skovdyrkere

danmarks kort øst fyn syd østjylland vest midt nord-øst

Klik på kortet eller find den kommune på listen, hvor din skov ligger

   

Søg i Dyrkningsaktuelt

Søgeord:

Søg i: