Planteantal - hvornår er det bæredygtigt?
30. april 2008
Planteantal - hvornår er det bæredygtigt
I den forstlige grundskole i de første 80 år af seneste afsluttede sekel lærte man, at formålet med skovdrift var at producere træ af høj kvalitet - og så meget som overhovedet muligt. Så fik vi stigende velstand og man kom i heldigvis i tanker om, at naturværdier og rekreative værdier ikke bare var en selvfølge, og man skulle tage flersidede hensyn i sin drift. Det var klogt og godt og helt i overensstemmelse med de fleste skovejeres interesser og driftsformål.
Tidens håbløse trend i skovene: produktion er yt
I dag er der en tendens i den offentlige skovpolitik til helt at tilsidesætte produktion som en legitim målsætning. Men hvem er det orakel, der tør forudsige, at de kommende generationer ikke får brug for råtræ af kvalitet? Vi ved det ikke, men synes, at vi skal lade tvivlen komme vores efterkommere til gode – og synes, at ægte bæredygtig skovdrift til hver en tid må være at give vores efterkommere maksimal adgang til et flersidigt forbrug i form af naturoplevelser, friluftsliv eller det miljøvenlige materiale RÅTRÆ i størst mulige mængde og bedst mulig kvalitet. Jeg tror, at den globale efterspørgsel efter træ vil overgå vores vildeste fantasier i de kommende 50 år.
Hvad er bæredygtigt?
Anledningen til denne epistel, der griber efter det forstlige arvesølv, er en ny regel i forbindelse med tilskud til bæredygtig drift (konvertering af nåleskov til løvskov). Det er nu FORBUDT at plante mere end 3.000 planter af den ønskede hovedtræart incl. den lovpligtige indblanding. Er det fordi det er god skovdrift? Nej – det er ganske enkelt fordi denne tilskudsordning finansieres via landdistriktsmidler, og i den sammenhæng er det ganske og helt forbudt at give tilskud til noget, der minder om produktion.
Det er et kæmpe tilbageskridt for dem, som ønsker også at sikre en værdifuld træproduktion som en del af en bæredygtig drift. Og bæredygtigt bliver det i hvert fald aldrigt - i den egentlige betydning af ordet, der også indebærer en økonomisk bæredygtighed.
De fleste vil vide, at jo flere planter man starter med, desto større chance er der for, at de træer som udgør det endelige slutprodukt ved omdriftens slutning, er af høj kvalitet. Og derfor kan sælges til høje priser.
Fagligheden må fastholdes
I det klassiske skovbrug har vi traditionelt arbejdet med plantetal på 5-6.000 bøge pr. ha og 4-5.000 egeplanter pr ha, og ret beset ved vi ikke, hvor den kritiske undergrænse går. Den forstlige ekspertise peger dog på, at den ligger betydeligt over de 3000.
- Stangskov af bøg. Der skal være noget at vælge mellem - derfor et et højt plantetal nødvendigt
Ud over plantetallet afhænger det desuden af to andre faktorer: Proveniensvalget (dvs. det genetiske materiale) og skovdyrkningen. Med et for lavt plantetal bliver disse to nævnte faktorer vigtigere end nogensinde. Det vil sige behovet for faglig indsigt og rettidig omhu stiger betydeligt, hvis man vil efterlade en værdifuld skov-natur til sine efterkommere. Det er ikke lige den vej, som skovbruget har bevæget sig de sidste år, hvor flere og flere funktionærer er udfaset fra erhvervet.
Den aktive skovdyrkning
Vi er i de senere år blevet klogere på det flersidige skovbrug – og vi skal derfor til at bruge skovdyrkningen endnu mere aktivt – fordi vi naturligvis bliver nødt til at værne mere om en del af den naturlige foryngelse.
Det gælder hvad enten bevoksningerne fortrinsvis består af de klassiske forstlige arter som bøg, ask og ahorn og eg – eller andre arter, som vi traditionelt har betragtet som ukrudt – f.eks. birk og røn. De sidstnævnte får en vigtig rolle som hjælpetræer for de mere værdifulde arter – ud over at de giver en produktion af brændetræ (bioenergi).
Og det bliver så i endnu højere grad den løbende pasning, der ved hjælp af 'ridsekniven' – det vil sige den langsomme udvælgelse af de bedste træer - skal sikre den rigtige udvikling.
Alternativerne er ikke tiltrækkende
Alternativet for skovejerne er at fravælge tilskudsordningerne – det vil sige fortsætte med grandyrkningen eller den rene luksusløsning, som de færreste skovejere har råd til, nemlig at plante de komplette løvtræbevoksninger helt for egen regning.
Har vi et ansvar for fremtiden?
Én ting er sikkert – vi ved ikke, hvad fremtiden bringer. Vi kan vælge at føle os forpligtet til at efterlade en skov til vore arvinger, som er rigere på både natur og råstoffer - eller vi kan vælge at lade stå til og tro, at vi kan leve af, at fuglene synger over en brændeproduktion i 100-årig omdrift.
Vi vælger den første løsning. Vi tror på, at vi også i Danmark bør påtage os et medansvar for at skabe de råvarer, vi og vores efterkommere gerne vil forbruge – hvad enten det er adgang til natur, råtræ af rigelig mængde og kvalitet eller adgang til et rigt friluftsliv med jagt og skovture for folket. Det synes vi er bæredygtigt skovbrug anno 2008.
Jesper Just Nielsen
Skovrider
