I det moderne industrisamfund er et af affaldsprodukterne slam fra rensningsanlæggene. Hvad skal man gøre med det? Kan det tilbageføres til naturen ved udbringning på landbrugsjord eller i skovene - eller er dette en fare for miljøet eller forbrugerne?

Det er næppe nogen fare – siger eksperterne. Men der er alligevel organisationer, der går ind for et forbud mod udbringning af spildevandsslam på landbrugsjord og i skove. Hvad skal man tro?

For nylig viste DR1 en udsendelse om nogle mulige konsekvenser af udbringning af spildevandsslam på landbrugsjord. Udsendelsen fokuserede især på fund af medicinrester i slammet.

Dakofa arrangerer konference

I den anledning havde DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald) forleden til en konference i Ingeniørforeningen samlet alt, hvad der kan krybe og gå af ekspertise vedrørende spildevandsslam. Lige fra de eksperter, der har fastlagt vore grænseværdier, over Miljøstyrelsen, landbruget, kommunerne og vandværkerne. Desuden politikere fra Folketingets miljøudvalg.

Konklusionen var, at hvis ellers kommunerne og Plantedirektoratet sikrer, at slammet lever op til kravene og distribueres efter de gældende regler, så taler al forskning for, at risikoen for miljøet og befolkningens sundhed er tæt på nul. Og på positivsiden tæller, at slammet medfører en række vigtige næringsstoffer (især fosfor), og en mængde organisk stof, som er positivt i humusdannelsen.

For tungmetaller og en række andre uønskede stoffer er der ganske strenge grænseværdier. Strengere end i de øvrige nordiske lande og strengere end EU kræver. Men nye og forbedrede analysemetoder betyder, at man kan spore mange flere stoffer end før. Og der kan findes uønskede stoffer overalt i miljøet. Men hvilken rolle har slammet?

Den samlede konklusion kan se af et sammendrag på DAKOFA's hjemmeside

Triclosan

Et af de interessante eksempler, som kom frem på konferencen, var Triclosan - et stof, som man er ked af at få ud i miljøet. Triclosan bruges i tandpasta som bakteriegift bl.a. for at sikre lagerstabilitet. Det viser sig, at ved tandbørstning er koncentrationen betydelig højere end den tilladte grænseværdi for slam. Vi tillader altså mere gift i tandpastaen, som vi tager i munden end i det slam, vi spreder på markerne. Flere eksempler viste, at risikoen som følge af direkte påvirkning hos forbrugerne på grund af de kemiske stoffer var langt større end den indirekte risiko i den lange kæde fra slam, til markafgrøde, til husdyr, til menneske.

Alligevel er der ofte negative historier i pressen om slamudbringning. Derfor har en virksomhed som Arla også frabedt sig mælk fra besætninger, der græsser på arealer, hvor der er udbragt slam. Arla er udmærket klar over, at forbudet er vanskeligt at begrunde sagligt, men de henholder sig til, at forbrugerne ikke bryder sig om tanken om ’den korte vej fra toilettet til vor føde’. Her tørner den smukke tanke om naturens kredsløb mod virkeligheden. Det bemærkes, at det er vort eget toilet, der tales om, ikke grisenes.

DANVA

Samme tankegang kom til udtryk fra DANVA, sammenslutningen af Danmarks vandværker – blot endnu skarpere. DANVA ønskede direkte slamudbringning på landbrugsjord forbudt. Her var det frygten for det ukendte - for at et eller flere af de stoffer, der er i slammet, alligevel en dag vil vise sig at være skadeligt.

Det er heldigvis op til den enkelte landmand og skovejer af afgøre med sig selv, om han ønsker at modtage slam på sin ejendom.

Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger

Links

Link til 'Slambekendtgørelsen', hvor de generelle regler om udbringning af slam i jordbruget findes

Link til DAKOFAs hjemmeside med samtlige konferenceindlæg og yderligere links

Link til artikel om Slamudbringning i skov.