Askens toptørre
27. maj 2009
Askens toptørre -begyndelsen til enden for asken som skovtræ
De svækkelser, som vi har set på en del asketræer i de sidste par år, er i dette forår meget forværrede.
Her omkring i slutningen af maj, hvor alle andre løvtræer - inclusive egen - står fuldt udsprungne, har asken mange steder et meget tøvende løvspring. Tilmed synes på mange træer kun dele af kronen at springe ud. Om de ikke-udsprungne kronedele kommer sig senere, er tvivlsomt
- Voldsom asketoptørre
Naturen giver sig mange overraskende udslag. Normalt bliver ukyndige (incl. pressen) altid stærkt opskræmte, mens skovfolk af erfaring ved, at mange problemer kommer og går. Og at de fleste angreb af sygdomme eller af klimatisk art går i sig selv igen. Et eksempel er rødgranens problemer tilbage i 80'erne - kaldet 'skovdøden'. Den er der ikke så mange, der snakker om mere.
Omvendt har vi fået elmesygen som en meget agressiv og vedholdende sygdom, der faktisk ser ud til at tage livet af de fleste af vore elmetræer.
Hvordan skal vi så se på den nye askesygdom, som kun er ganske få år gammel og allerede ser ganske ubehagelig ud? Det er endnu for tidligt at sige. Men den svamp, som forårsager sygdommen, Chalaria fraxinea, er i familie med den svamp, der i Amerika har forårsaget den frygtede sygdom 'egens visnesyge'. Så man kan ikke undgå at være bekymret. Flere skovfogeder i skovdyrkerforeningerne fortæller, at de allerede er ophørt med at plante ask i renbestand.
- Toptørre
De hidtidige erfaringer er, at svampen heldigvis ikke slår træerne ihjel. De døde toppe opstår, fordi barken bliver dræbt længere nede.
Men i produktionsbevoksninger vil sygdommen påvirke formtendensen og højdevæksten stærkt i negativ retning. Og angrebne asketræer i byer, haver, i alléer og langs veje vil blive utrivelige og grimme at se på. Selv i planteskoler kan skaderne være omfattende.
I skovbruget er det dog så heldigt, at ældre træer fortrinsvis angribes i kronen, hvilket ikke ødelægger vedkvaliteten i stammen og dermed værdien af det stående træ.
Foreløbig er der tilsyneladende intet andet at gøre end at vente og se, hvorledes skaderne udvikler sig. Indtil man kender svampens biologi noget bedre, er der i hvert fald intet, man kan gøre for at hindre spredningen eller modvirke skaderne.
Trist, at endnu et af vore gamle, gode (hjemmehørende!) træarter skulle rammes af en sygdom. Vi håber inderligt, at det vil vise sig at være forbigående. En artikel på Forskningscentrets hjemmeside giver yderligere oplysninger samt litteraturhenvisninger.
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger