Certificering - så er det ved at være nu!
23. april 2009
Det er tid at overveje om du vil certificere din skov
Træhandelsfirmaet Skov-Link havde den 23. april 2009 inviteret til en temadag om skovcertificering i Løndal skov. Anledningen var det foruroligende faktum, at flere og flere industrier og handels-foretagender forlanger certificeret træ. Samtidig med, at meget få danske skove er certificerede og således i stand til at levere certificeret træ. Skovejernes og træhandlernes problem er således lige stort.
Claes Harwald fra Skov-Link nævnte eksempelvis, at Novo-pan, der er landets dominerende aftager af spånpladetræ, nu i stigende grad foretrækker certificeret træ. Fordi producen-terne af køkkenmoduler og køkkenlåger vil have certificerede spånplader. På det nordiske marked går en gigantvirksomhed som IKEA foran i kravet om certificeret træ i produkterne. Og trækker herved andre med sig. Byggemarkedskæden Stark stiller nu krav om certificeret træ til spær og lægter og snart også til almindeligt tømmer. |
|
Det bliver højst sandsynligt i fremtiden ikke et spørgsmål for skovejerne om at opnå en merpris for certificeret træ, men simpelt hen om at kunne komme af med træet. Det danske træ og de danske skovejere riskererer at blive marginaliseret, hvis vi ikke går med i denne proces. Det har Skovdyrkerne forudset og -sagt i flere år, men skovejerne har holdt sig tilbage, fordi træmarkedet ikke ændrede sig. Men nu synes de nye tider at slå igennem for alvor.

Skrækscenariet: Alt træ til den danske træindustri importeres.
Her løvtræ på vej over Øresundsbroen fra Sverige
PEFC eller FSC
Nogle træindustrielle virksomheder foretrækker en FSC-certificering (som Hvalsø savværk), andre en PEFC-certificering (eksempelvis Junckers Savværk og Novopan). Claes Harwald ville ikke give et generelt fortrin for den ene af de to certificeringsordninger frem for den anden. Han så det som det væsentlige, at der vil kunne sættes et stempel på træet, der signalerer 'bæredygtigt produceret'.
Skovejernes organisationer har generelt anbefalet PEFC, og det gør vi fortsat. Blandt andet fordi vi føler, at vi har større indflydelse på denne ordning end på FSC. Men også fordi man i PEFC er mere åben for produktion af juletræer i skoven, hvilket er normalt i Danmark, og fordi man her ikke helt afviser en rimelig og miljøforsvarlig anvendelse af gødning og pesticider. Det er således en ordning, der er en anelse tættere på virkeligheden end FSC. I den sidste ende er det dog ikke skovejerne, der bestemmer, men markedet.

Juletræer er stadig en mulighed under PEFC. Her i Løndal skov
Enkelte skovejere ønsker en dobbeltcertificering (seler og livrem). Det har indtil nu især været offentlige skov som statens og kommunernes. Det burde ikke være nødvendigt for en almindelig, privat skovejer.
Krav til skovdriften
På temadagen gennemgik Michael Jacobsen fra certificeringsfirmaet NepCon de krav, som stilles til skovene ved en certificering. Det er først og fremmest krav om en omhyggelig registrering af ejendommen, som den er, samt af de løbende driftstiltag (kulturanlæg, gødskning og sprøjtning).
Afgørende i begge certificeringsordninger er også kravet om en 'naturnær' driftsform. Det vil sige en vægt på selvforyngelse hvor det er muligt, en generel satsning på blandingsbevoksninger, en vis obligatorisk brug af de såkaldt hjemmehørende træarter, udlæg af 5% af arealet som urørt skov m.v.
Der var ingen tvivl hos de forsamlede om, at flere af disse krav umiddelbart ville koste på bundlinien. Omvendt argumenterede Michael Jacobsen for, at den naturnære driftsform kunne give en mere stabil og robust skov på længere sigt.
Desuden indeholder ordningerne naturligvis krav om respekt for eksisterende natur- og kulturværdier. Disse sidstnævnte krav skønnes ikke at koste på driften, da det er ting som ofte gøres alligevel, og som giver valuta på herligheds-kontoen.

Værdifuld skovnatur. Vandløb i Løndal Skov
Hvad gør man?
Hvis du vil fremtidssikre afsætningen fra din skov, og ikke kun være henvist til salg af brænde og flis, må vi konstatere, at en certificering nok bliver en nødvendighed.
Få i første omgang lavet en grøn driftsplan. Den har du glæde af under alle omstændigheder, og staten betaler 75-90% af omkostningen. Imens den laves kan du overveje, om du skal gå skridtet videre og få ejendommen certificeret. Din lokale skovdyrkerforening kan give dig en idé om, hvad det præcis indebærer - økonomisk og med hensyn til den fremtidige drift.
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger
NB: En sammenligning mellem PEFC og FSC på vigtige punkter er vedlagt som fil herunder


