Gennem århundreder foregik vores brug af skovene langt hen ad vejen på naturens præmisser. Man dyrkede ikke skovene, men tog bare det man havde brug for i de naturlige skove.

Menneskene blev dog dygtigere og effektivere. Først blev vi så dygtige, at vi faktisk fjernede det meste af skovene. Og i den del, der blev tilbage (eller som er blevet genplantet i de sidste 200 års skovrejsningsindsats), har vi fået større kontrol over skovenes udseende og indhold. Mest kontrol fik man i det skovbrug, som Staten selv stod for. Der lå ikke en gren skævt.

Gik vi for langt i udnyttelsen? - og hvad nu?

Vi har erkendt, at i denne sidste proces er vi nok gået et skridt for langt. Dog ikke længere end at det meste af vort sjældne dyre- og planteliv stadig findes i skovene. Der var dog en periode, hvor vi nok ikke alle steder var så dygtige til at tage egentlige naturhensyn med ind i driftsbeslutningerne.

Det er vi ved at lave om på. Vi har i fællesskab på tværs af hele skovbruget vedtaget nogle ’retningslinier for bæredygtig skovdrift på ejendomsniveau’, vi har fået to certificeringsordninger op at stå, og landets skovbrugsprofessor er kommet med et katalog af værktøjer, som kan bruges i bestræbelserne hen imod et mere naturnært skovbrug.

I den anden grøft - eller midt på vejen?

MEN: Vi er bekymrede for, at denne bestræbelse kammer over, og at man går fra den ene grøft til den anden. Stærke kræfter arbejder for, at skovene fremover defineres udelukkende som natur. Det er stik imod målsætningen om bæredygtighed, der netop har produktionen som det ene ben ud af tre (hvor de øvrige er henholdsvis natur og publikum). Skovene muliggør nemlig alle tre funktioner på en gang.

Der kan også henvises til, at i de nævnte ’retningslinier for bæredygtigt skovbrug på ejendomsniveau’, som vel er den nye grundlov for det afbalancerede, naturvenlige skovbrug, står bl.a. anført, at

• ’Der anvendes træarter, som giver en høj og stabil produktion af træ og andre skovprodukter (afsnit 1.2)’, samt at
• ’Driften skal fremme produktion af kvalitetstræ og andre produkter (afsnit 2.1)’.

Det var forudseende. Det har både 'de grønne' og Skov- og Naturstyrelsen skrevet under på. Vi håber derfor, at den fremtidige skovpolitik lægges til rette, således at dette indgår med passende vægt. Senest har vi set, at tilskudsordningen til erstatning af udtjente nåletræbevoksninger med løvtræ er blevet udformet således, at der ikke kan produceres kvalitetstræ i de nyplantede bevoksninger.

Vi håber, at skovene i den fremtidige 'Naturplan Danmark', som miljøministeren har varslet, også får lov at spille en rolle som et sted, hvor der også produceres en nødvendig og efterspurgt, genbrugelig og miljøvenlig råvare.

Klima, kulstofbinding og biomasse!

De seneste kriser omkring verdens råvareforsyning, vigtigheden af at skabe uafhængighed af de fossile brændsler samt kulstofbindingens betydning for klimaet er alle faktorer, der gør det vigtigt at være meget opmærksom på, at der i skovene også i fremtiden foregår en optimal produktion af vedmasse – ved siden af den ligeledes nødvendige beskyttelse af naturen og produktion af rekreationsydelser til folket.

Svenskerne viser vejen

Vi kan i den henseende lære en del af svenskerne. Vi må erkende, at de ofte viser sig at være mere systematiske og konsekvente end vi er herhjemme.

Da alle erkendte naturindholdets og biodiversitetens betydning i skovene, var svenskerne hurtige til at sætte naturindsatsen i system. Vi kom lidt bagefter.

Når mange nu får øjnene op for vigtigheden af biobrændslerne og kulstofbindingen, har svenskerne også været hurtige. De har iværksat en stor national bestræbelse ’Kraftsamling Skog’.

Hvad er ’Kraftsamling Skov’?

Det er en bestræbelse for at kombinere naturbeskyttelsen med et større fokus på de nye behov: biomasseproduktionen og klimaaspektet. Den skal sikre, at skovenes vedproduktion (= kulstofproduktion), er størst mulig.

Svenskerne prøver at sikre dette ved at anvende en række kendte metoder, som er blevet nedprioriteret i den foregående periode: Der tales om

• Anvendelse af forbedret plantemateriale (og relativ højt plantetal)
• Rettidige udrensninger og tyndinger
• Sikring af de eksisterende grøftesystemer i skovene samt
• Gødskning af produktionsbevoksningerne.

Vi er klar over, at de svenske tiltag ikke kan overføres direkte til Danmark. Den sidste pind er således ikke relevant i Danmark – bortset fra arealer med mager sandjord i Vestjylland. Men de øvrige tre er i høj grad relevante i Danmark.

Grøfteoprensning kan stride mod bestræbelsen mod naturlig hydrologi i skovene. Men her må en zonering til, således at den naturlige hydrologi opretholdes eller genskabes på de arealer, hvor naturinteresserne er størst, mens grøftning stadig er en fornuftig metode til at holde en række bevoksninger sunde og produktive i andre dele af skovene.

De to første pinde synes at være en uproblematisk genopfindelse af gamle skovdyrkningsdyder. Blot er det vigtigt at sikre, at den nyeste viden om naturindhold og naturbeskyttelse indgår i denne udnyttelse. Og det bemærkes, at plantning nogle steder saktens kombineres med selvforyngelse andre steder.

Middel: rådgivning og tilskud

I Sverige har de lokale skovejerforeninger igangsat en storstilet oplysningskampagne i forhold til de svenske skovejere – støttet af Skogsvårdsstyrelsen og forskningen.

Vi foreslår en tilsvarende indsats herhjemme. Samtidig bør den pædagogiske indsats understøttes ved en justering af de eksisterende tilskudsordninger.

Kun herved sikrer vi, at det stadigt større skovareal, vi har i Danmark, bidrager positivt til løsning af tidens store udfordringer.

Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger