Birken bliver ikke særlig gammel, og da den har sin største produktion i ungdommen, bør man udnytte dette ved at tynde birkebevoksninger stærkt og afvikle dem tidligt.

Med hensyn til birkens egnethed for småskovene så må man nok sige, at den kan være en slags "skovens moder", idet den som nævnt ofte er det første træ, der i større mængde kommer af sig selv på en afdrift, og birken kan medvirke til, at mindre komplette kulturer slutter sig. Den selvsåede birk er derfor god som indblanding og som fyld i ukomplette løvtræforyngelser; men den kommer ofte i så store mængder på uønskede steder, at den kan være kolossalt besværlig at komme af med igen.

Udseende

Birkens ved er hvidt eller svagt gulligt, fintporet og ret hårdt. Det kan anvendes til møbler, finér, kasser m.v. Birkebrænde har en høj brændværdi, og det brænder uden at der springer gnister fra det, hvorfor det er særlig velegnet til pejsebrænde og betales højt til dette formål – så højt at ikke mange andre anvendelser kan konkurrere med det.

I ældre tid havde den holdbare birkebark mange anvendelser i Skandinavien. Barken blev taget af i store flager om foråret, og den blev anvendt til æsker og andet husgeråd, til tagdækning (under græstørv), ja i middelalderen skal birkebark endog have været anvendt til fodtøj (birkebejnerne i Norge).

Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:

Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)