En nicheart: Valnød som skovtræ
06. september 2005
Valnød som skovtræ
Der findes en række spændende træarter med fortrinlige egenskaber, som alligevel ikke anvendes i det praktiske skovbrug.
Det kan skyldes mange forhold: Der kan være tale om usikkerhed eller manglende viden vedrørende dyrkningen, om manglende nysgerrighed og for megen vanetænkning, eller om vanskelighederne ved at nå op på de mængder, der skal til for at savværker eller møbelindustri er interesserede.
En af de træarter, som der faktisk er gode dyrkningserfaringer med i Danmark, men som alligevel ikke dyrkes i nævneværdigt omfang, er valnød (Juglans regia).
Den har hidtil her i landet udelukkende været dyrket i haver og parker, hvor der findes mange store og gamle træer, især i den sydlige del af landet. Den maksimale størrelse er højder på omkring 18 meter og en stammeomkreds på omkring 3 meter.
Den gror altså godt, og den har et fortrinligt ved, hvis mørke og dramatiske udtryk er sammenligneligt med det smukkeste tropiske træ. Mange geværskæfter er faktisk fremstillet af valnød, og tidligere var træarten uhyre udbredt i det finere møbelsnedkeri. Alt sammen dog på basis af importeret træ.
Den største usikkerhed knytter sig til frostproblemer i de allerkoldeste fimbulvintre som i 1940-erne. Men det problem løses måske af den globale opvarmning. Og så er planteprisen relativ høj (i størrelsesordenen 5-8 kr./stk.).
Men hvorfor ikke prøve at dyrke den selv? Der vil altid kunne skæres nogle fine kævler ud af stammen til eget brug - og 'mens vi venter på kævlerne, kan vi spise nødderne'. Valnøddesnapsen heller ikke at forglemme.
Se også artiklen Valnød - naturen kan spises.
Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske skovdyrkerforeninger


