Asken i Danmark
12. november 2009
(Fraxinus excelsior) –vækst samt krav til jordbund og klima
Artiklen omhandler askens optimale vækstbetingelser, herunder jordbundsforhold.
Asken er udbredt over det meste af Europa. Hos os forekommer den mest i småbevoksninger eller som indblanding mellem andre løvtræer.
Optimale jordforhold
Asken udvikler sig godt på fugtig, kalkrig, leret moræne med god muldtilstand, hvor man finder en artsrig urteflora (skovgaltetand, stor nælde, bingelurt, firblad, hulrodet lærkespore og mange flere). Sin bedste udvikling når asken på vandførende skråninger og på de velafvandede og ikke for dybe lavninger (askemoser), hvor overjorden er i god tilstand, og hvor en tæt flora – ofte domineret af stor nælde – viser, at der er rig kvælstofomsætning. Hvor asken vokser i blanding med andre træarter, for eksempel bøg, behøver jorden ikke at være helt så frugtbar for at give gode ask.
Asken er tidligt frugtbærende, og selv om den er et lystræ, så kan de helt små askeplanter holde sig i live i skygge i mange år, for eksempel under en bøgebevoksning.
Selvsåning
Asken har en kedelig tilbøjelighed til at så sig i store mængder, også på steder, hvor jorden ikke er frugtbar nok til, at den kan udvikle sig til en tilfredsstillende bevoksning. Asken sår sig også langt ud i markskellene, og den tåler vinden godt, når den er fritstående.
Ask og nordisk mytologi
Asken kan udvikle sig til et stort og frodigt træ. I den nordiske mytologi var verdenstræet en ask, Yggdrasil, som nåede til himlen, og mellem hvis rødder menneskene boede. I de områder af Norden, hvor man tidligere brugte løv og kviste til kreaturfoder, blev asken anset for en af de bedste træarter hertil, og askens ved har altid været anvendt til redskaber på grund af sin hårdhed, elasticitet og retvoksethed.
Fugtighed er vigtigt
Som nævnt udvikler ask sig kun godt, hvor næringsforholdene og fugtighedsforholdene er meget gode, og der vil da i reglen indfinde sig en frodig underskov af buske. Hvis der udvikler sig en tæt græspels på bunden under en askebevoksning, har væksten en tilbøjelighed til at gå i stå, formodentlig fordi græsset bruger meget vand, så der ikke bliver nok til asken, som har et ret overfladisk rodsystem.
Kilde
Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:
Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)
