Denne artikel handler om dyrkning af ask, og dens værdi i produktions- og salgsøjemed.

Tilvækst og styrke

Asken vokser stærkt i ungdommen, og man skal passe på med at tynde bevoksningerne i tide og gøre det hyppigt, så man opnår gode kroner og stor diametertilvækst. Brede årringe giver hos ask, som hos andre løvtræer, det stærkeste træ, og styrke er for de fleste af askens anvendelser vigtigt.

Selvforyngelse

I småskovene kommer asken ofte af sig selv, dog har den svært ved at forynge sig i askemoserne på grund af den yppige vegetation. Kommer den på god jord i blanding med andre løvtræer, f.eks. bøg, kan det være en fordel at lade nogle ask vokse op sammen med bøgene. Askene gror stærkere end bøgene, og man kan da få et tidligt udbytte fra askene, som hurtigt giver salgbare kævler; men askene skal i sådanne blandinger vokse op som enkelttræer eller i meget små grupper, så man senere kan lade bøgene overtage produktionen.

Alder

Asken kan blive gammel, men i skovbruget ønsker man den sjældent mere end 60–70 år, da stammerne med alderen kan få en brunsort kernelignende dannelse, som nedsætter kvaliteten.

Askens nytte som salgs- og produktionstræ

Askeved er stærkt og elastisk, og knastfrit træ er derfor efterspurgt til redskaber, skiemner, bundgarnspæle og lignende; men også til møbler og gulve anvendes det lyse asketræ. En svagt lysebrun falsk kerne er normal, men som nævnt dannes der ofte en mørk kerne, når træerne bliver gamle.

Den mørke kerne, der er særlig synlig lige efter fældningen, nedsætter prisen, men næppe veddets tekniske egenskaber. Frostrevner i stammerne – opstået i stærk vinterkulde, hvor man undertiden kan høre knaldene, når de lange revner opstår – er ikke usædvanlige. Frostrevnerne overvokses, men bryder ofte op igen og nedsætter naturligvis kævlens kvalitet.

Askebrænde har den særlige egenskab, at det kan bruges nyskovet ("grønt"), hvilket er godt at vide, hvis man er i bekneb for brændsel.

Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:

Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)