Denne artikel omhandler egen i Danmark, herunder hvor den findes, hvordan den er sået m.v.

Stilkeg og vintereg

Der er to naturligt forekommende egearter i Danmark, stilkegen (Quercus robur) og vinteregen (Quercus petraea). Sidstnævnte hedder sådan, fordi den har en tilbøjelighed til at holde en del af sine visne blade vinteren over, medens stilkegens navn kommer af, at dens agern-skåle sidder på en lang stilk. Begge arter er udbredt over det meste af Europa, vinteregen på de mere sandede jorder

I det sydøstlige Jylland og på øerne er stilkegen den helt dominerende art, men på Djursland, i Midtjylland og i hedekrattene forekommer der en del vintereg. Der findes mellemformer mellem arterne, og selv om vinteregen ofte har en bedre stammeform end stilkegen, er det dog vanskeligt at adskille dem i vækstmæssig henseende. De to arter vil derfor i det følgende blive behandlet under ét.

Såning og plantning

Ved såning og plantning af eg anvendes ofte hollandske agern. Det skyldes, at afkom af hollandske allétræer, hvortil man i flere generationer har udvalgt de bedste træer, ofte bliver til meget retvoksede træer hos os. I de vestlige dele af landet bør man dog nok holde sig til dansk eg.

Egen er et vigtigt løvtræ

Næst efter bøgen er egen vort vigtigste løvtræ, og egearealet er næsten fordoblet i dette århundrede. Hugsten af eg udgør omkring 10 pct. af løvtræhugsten.

Egens ved har altid været anset for at være værdifuldt og holdbart, og egen er blevet betragtet som et særligt kraftfuldt og stabilt træ på grund af sin solide stamme og sit lange liv. Det er derfor ikke så underligt, at sparekasserne som deres fælles bomærke valgte et stort gammelt egetræ.

Få selvsåede egeskove i Danmark

Når der ses bort fra de jyske egekrat er der ikke megen naturlig egeskov tilbage i Danmark, selvom man finder selvsåede egeplanter i markskel, under fyrrebevoksninger, på lyngarealer og mange andre steder. Det skyldes at egens frugter, agern, bliver båret langt omkring af skovskader og andre fugle som vinterforråd, og at egeplanterne er i stand til at spire og klare sig godt i konkurrencen med græs og anden vegetation, blot de får lys nok. Man finder da også egebevoksninger fremkommet ved naturlig tilgroning af tidligere agermarker eller overdrev. Der er skovejere, som går rundt med lidt agern i lommen, som de stikker i jorden, hvor de synes, der burde være et træ.

De fleste af vore større gamle egebevoksninger er dog frembragt ved kunstig såning, ikke sjældent ved tilkultivering af gamle agermarker, hvor man såede eg i tynd udsæd af rug.