Egens vækst, stabilitet, krav til jordbund og klima
12. november 2009
Vækst og stabilitet samt krav til jordbund og klima
Denne artikel omhandler egens vækst, jordbundsforhold, samt den stabilitet i forhold til fx læ og storm.
Vækst og jordbundsforhold
Egen kan vokse på næsten enhver jord. På flade, stive lerjorder hævder egen sig godt, og den kan her på rimelig tid (120–150 år) opnå de store stammetykkelser, der er nødvendige, for at egedyrkning skal give et hæderligt økonomisk resultat.
Egens højdevækst er i ungdommen ligeså god eller bedre end bøgens, men den opnår ikke på den gode jord samme sluthøjde som bøgen, og den producerer kun ca. 2/3 af bøgens massetilvækst.
På den meget lette jord klarer egen sig langt bedre end bøgen, men det er svært her at opnå tilstrækkelige tykkelser til at egedyrkning bliver nogen god forretning. Men egens stormfasthed og evne til at lade en undervækst trives under sig bevirker, at den – også på dårlig jord – er særlig egnet til at danne læbevoksninger.
Egen er et lystræ
Eg er et udpræget lystræ, og i den naturlige egeskov er der i reglen indblandet adskillige andre træarter. Også i den kunstigt frembragte egeskov bliver der, i 30–50 års alderen, så lyst, at der vil indvandre en vegetation af buske som hassel, tjørn, hæg og tørst, der huser et rigt fugleliv. Under buskene kommer der en urteflora af kodriver, firblad, gøgeurter, liljekonval m.m.
Sommerskud
Midt på sommeren sætter egen i ungdommen sommerskud (Skt. Hansskud). Da disse ikke når at forvedde, fryser de ofte ned om vinteren; men formen skades sjældent alvorligt, da alle unge ege er lidt krogede.
Rodsystem, egebælte og stormfasthed
De unge egeplanter danner straks en kraftig pælerod, og egen bevarer stedse et dybtgående rodsystem også på de svære, vandlidende lerjorder. Egen er derfor meget stormfast, og man kan vanskeligt finde en skovkant, som giver den bagvedliggende skov bedre beskyttelse end et egelæbælte. Det skyldes nu ikke blot at egene står godt fast, men også at undervæksten af buske giver et godt underlæ, og at man på grund af egens lange levetid kan beholde et egelæbælte i flere hundrede år uden at blotte den bagvedliggende skov. Der skal helst være lidt bredde på egebæltet, bl.a. fordi gamle ege breder sig meget, og når de kommer ud over markerne, er det ikke sikkert de får noget langt liv.
Kilde
Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:
Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)
