Rødgranen udvikler på mange jorder et meget overfladisk rodsystem, hvorfor den ikke er særlig stormfast. Det højtliggende rodsystem bevirker endvidere, at der hurtigt bliver tørt i jordoverfladen under en rødgranbevoksning, hvor man da også kun finder en sparsom flora, på svag jord udelukkende bestående af mosser. I helt unge bevoksninger er jorden ganske nøgen på grund af lysmangel.

Morlag

Når man ser bort fra de allerfrugtbareste jorder, dannes der under rødgranbevoksninger, et morlag, bestående af sammenfiltrede døde nåle, svampehyfer og rødder. l dette morlag er der bundet en betydelig mængde plantenæringsstoffer. Ved afdrift går moren i omsætning, og man får derfor en rig flora ofte bestående af gederams eller skovbrandbæger, hvilket viser at der sker en stor kvælstoffrigørelse.

Optimale jordbundsforhold

Rødgranen udvikler sig bedst på den mellemgode jord, som man finder den i Nordsjælland eller i Himmerland og på den midtjyske højderyg. Men den er en meget tålsom art, som kan vokse fra den sværeste ler til det magreste sand. Dog bliver den ikke ret gammel på svær lerjord, hvor bevoksningerne oftest går i opløsning omkring ved 40-års alderen.

På de svageste jorder får man økonomisk rimelige udslag ved at gødske gamle rødgranbevoksninger med kvælstof, på bakkeøerne tillige med fosfor.

Et redigeret uddrag af: Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red), 1999:

Drift af små skove og plantager, 3. udg., Jordbrugsforlaget (230)